maaske spørge, om det ikke endog kunde have en vis Berettigelse, naar vi se hen til den By og de Tidsforhold, hvori han virkede. Det gjaldt vist dengang endnu mere end nu, at Bergen var en Stad, hvor Alles Interesser drejede sig om Handel først og Handel sidst. For en aandig Stræben var her dengang saare liden Plads, og en saadan blev kun tarvelig fremhjulpen ved de tvende Skoler, hvori Byens Ungdom nød sin Undervisning. Næsten 20 Aar af dette Aarhundrede hengik, inden Bergen havde noget ordentligt Pigeinstitut, og den Tanke var den herskende, at den unge Kvinde havde Lærdom nok, naar hun var indviet i Kjøkkenets og Kjælderens Mysterier. At en Mand som Nordahl Brun snart har faaet Øjet op for den herskende Materialisme er klart, og at han ogsaa i de æsthetiske Interesser har seet et Middel til at hæve Befolkningen er rimeligt. Hvorvidt han virkelig har havt dette Maal og naaet det, faar staa derhen, men sikkert er det vel, at han maa betragtes som Bærer for al aandelig Stræben i den By, hvor han virkede som den store Auktoritet i alle aandelige Sager.
Et mærkeligt Vidnesbyrd om Bruns Forhold til det æsthetiske Liv i Bergen afgiver hans „Æreminde“ over Digteren Claus Fasting – en Tale, holden i „de frivillige Harmonisters“ Lokale ved Digterens Død. Talen gaar ud paa at skildre, bedømme og lovprise Fasting, der havde været dette Selskabs ivrige Medlem. I denne Tale er det, som om Æsthetikeren og Presten træder ved hinandens Side. Den kritiske Svaghed ligeoverfor den hedenfarne Vens Frembringelser – Brun staar her som Advokat for Fastings „Hermione“ – blander sig med den prestelige Omsorg for ham i hans Sjæls dybeste Anliggende. Vi faar et Indblik i Bruns Sjælesørgervirksomhed ligeoverfor en Mand, der der som christen, efterat have baaret Rationalismens Spot vel
