nye Tid rev den gamle overende. Istedetfor den mørke Pietisme i Aarhundredets Begyndelse kom den vilde Rationalisme i dets Slutning. Hvad hin ubetinget havde fordømt, blev ligesaa ubetinget anprist af denne. Menneskene ere jo altid mer eller mindre Bern af sin Tid, og selv de, som troskyldigen holdt fast ved sin Barnetro, maatte vel snart blive tilbøjelige til at se med mildere Øjne paa de fra gamle Dage forfulgte Fornøjelser. En saadan Frugt af Tidsaanden kunde ikke finde nogen Bekjæmper i den for Skuespildigtningen engang saa ivrige Biskop, og det kan ikke være denne Liberalisme, han angriber i hine Ord om Forandringen. Det maa vel meget mere være de sørgelige Frugter, der aabenbarede sig i materialistisk Tænkemaade og vel ikke sjelden i Spot over de christelige Sandheder.
Brun beholdt til det sidste sin Interesse for den dramatiske Kunst. Dennes Yndere og Dyrkere var dengang ikke laa i Bergens private Kredse – om noget offentligt Theater var der ikke Tale, – og Biskopen stod opmuntrende og vel tildels ledende ligeoverfor dem. Her fik han se sin i Kjøbenhavn vragede „Einar Tambeskjælver“ opført, her var han altid rede med Prologer og Epiloger, tildels meget heldige. Det faldt neppe Samtiden ind at gjøre nogen Bemærkning herved, om end Haugianere fra en senere Tid har kunnet drage Slutninger heraf[1]. At Brun undgik Beskyldningen for Verdslighed, medens han nærede saadanne æsthetiske Interesser, kan vel have sin gode Grund i den Protest, hans nidkjære Prædikevirksomhed og hans gejstlige Iver nedlagde derimod. Vor Tid, hvis Mænd ikke læser hans Prædiken og ikke kjender hans Nidkjærhed, vilde være tilbøjelig til at betragte et saadant Forhold ensidigen, men vi kunde dog
- ↑ Se Sandberg „om sekteriske Bevægelser i vort Fædreland“. (Wexels’s Tidsskr. for Kirkehistorie og Theologi. III, p. 47).
