Fædre. Den evangeliske Prædikant maa vistnok ofte spørge med Bæven efter Frugterne af det Ord, han udsaar i Hjerterne, men det har vel ofte nok vist sig, at Frugterne findes og findes der, hvor man mindst skulde tro det. Og hvor Frugten af en sand evangelisk Forkyndelse har vist sig i et aandeligt Liv i Menigheden, der turde dette maaske ikke saa let være bortdunstet, men længer have bevaret sig i sin Sandhed. Bruns Ytringer lader formode, at han i Bynæsset ikke har forefundet nogen død Menighed, men maaske netop en, der trængte til en evangelisk Leder. Et Vidnesbyrd om, at hans Ledelse har været baade sand og kraftig, finder man vel deri, at der viser sig Frugter at den henved 30 Aar, efterat den var tilende. Thi hvor lidet Værd man end kan tillægge Hauges Ytringer som historisk Vidnesbyrd, og hvor meget der maaske kan være virket af Bruns Efterfølgere i Embedet, – en Andel i Bevarelsen og Udviklingen af det aandelige Liv i denne Menighed maa man dog visselig tillægge ham.
I sine senere Dage saa Brun, som han selv siger, Tiden forandret, og han vover ikke at sige: „forandret til det bedre“[1]. Tingen var vel den, at medens man i hans Ungdomsdage, da Pontoppidan endnu levede, med Strenghed mønstrede Prestens Person og vel ofte maalte hans Aandelighed efter hans Forhold til de æsthetiske Nydelser, – var man paa hans gamle Dage bleven sløv og bekymrede sig lidet, om han i sit Væsen bar Præget af aandeligt eller verdsligt Liv. Hans Prædikener vidner om, at han i sin fremrykkede Alder saa om sig en Slægt, opvoxet i kras Materialisme, en Slægt, der bekymrede sig lidet om andet, end hvad der var nyttigt. I en saadan Tid er Presten gjerne fri for nærgaaende Kritik, naar han blot undgaar iøjnefaldende Skandaler, thi mod disse er den strengere, end selve Pietismen stundom viste sig at være. Den
- ↑ Tale over Hans Stenbuch p. 23.
