strengere end nu (1801), og ikke vover jeg at kalde Forandringen Fremskridt til det bedre. En Præst, som skriver eller nylig havde skrevet for Skuepladsen, vilde i de Dage netop derfor have været den ærbare Almue mindre velkommen“[1]. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at saadan „Tanke“ hos Almuen maa have havt sin Oprindelse fra Embedsmænd, uddannede under Christian VIs Tid, maaske fra Pontoppidans „Sandhed til Gudfrygtighed“. Hvorledes Brun virkede i den Menighed, hvor han saaledes knude vente at blive modtagen med Fordom, kan man vel slutte af Hans Hauges Ytring i sin Rejsebeskrivelse. Han siger[2], „at han i Bynæsset fandt nogle faa, ikke som separerede fra Statens herskende Religion, men adskilte fra den store Hob ved udmærket Gudsfrygt. Biskop Brun havde som Prest der været et Middel til disses Opbyggelse, saavelsom de selv havde sagt Vejen til Livet“. En saadan Ytring af denne Mand er et mærkeligt Vidnesbyrd om Biskop Bruns pastorale Virken og sikkert et af de skjønneste Blade i hans Mindekrands. Brun har aldrig været den Mand, der udgik i en Menighed, for at fremkalde en Vækkelse. Han har aldrig været en Prædikant, for hvem det stod som Hovedsagen at prædike Lov. Der ligger en Fare i den ensidige og stærke Lovprædiken. Resultater frembringer den gjerne strax, men der spørges, om disse Resultater i Længden viser sig at have noget stort Værd. Ligesom det ligger nær for Lovprædikanten selv at gaa over til at blive en tør Moralprædikant, saa ligger det ogsaa nær for hans Tilhørere at gaa over fra at være vækkede Syndere til at blive egenretfærdige Syndere. Efterkommerne viser sig under saadanne Forhold ikke sjelden som Modsætning til sine
- ↑ Tale over Hans Stenbuch p. 23.
- ↑ H. N. Hauges Levnet og Rejser. p. 94. Daae: Throndhjems Stifts gejstlige Historie. Thjem 1863. p. 217.
