Sønnerne og altid finde sig tilrette i de gamle Former. I denne
Overbevisning har han ogsaa tidlig dannet sig den Mening,
at den gejstlige Stands yngre Medlemmer, der er „meest
frugtsommelige med Spørgsmaal og Forslage, som oftest ere
de meest ufrugtbare i deres egentlige Kald, som oftest den
gunstige Naturs Stedsønner, som oftest saadanne, som ingen
Biskop af Samvittighed letteligen anbefaler til nogen fortrinlig
Befordring, medens dog deres angerholdne Menigheder af
Hjertet ønske dem Guds og Kongens Naade til en hastig og
bedre Lykke, for at det i deres Sted kunne faae Mænd, skikkede
til at opbygge. – – – – Kuns Magelighed, fordi den
ikke gider sparke en Steen afvejen, hemmer en ny Vei. – –
kuns Afmagt, der ikke kan fyldestgjøre de befalede Pligter,
beder erbarmelig om andre Love, eller siger, at der er for
lidet Ild paa Arnestedet, til at oplive Tingenes Gang i den
sædvanlige Orden“[1].
Medens Nordahl Bruns Konservatisme peger tilbage paa den gamle Tid, viser den Tolerance, som han udviste ligeoverfor de forfulgte Haugianere, fremad til en nyere Tid, til hvilken han paa en vis Maade kan siges at have banet en Overgang. Hauge selv kalder ham en „velvillig Mand“[2] og giver ham et godt Vidnesbyrd, skjønt han vel maatte kjende til, at Biskopen i mange Stykker var hans Modstander. Da Brun blev ført ind i Embedet, har han snart faaet Anledning til at se, i hvilken Retning hans Virkomhed burde gaa, og hans Kjærlighed til Almuen førte ham snart til en kjærlig Omsorg for de alvorligen gudfrygtige Sjæle, han fandt i sin første Menighed. Da han kom til Bynæsset 1772, fortæller han, „var Tanken om hvad der var velanstændigt for vor Orden, især i Thrøndelagen, fornemlig blandt Almuen langt
