I sin Konservatisme har Brun altid vidst sig i Forstaaelse med Menigheden, hvis Indflydelse paa ham i denne Retning sikkerlig har gjort sig gjældende, for han kom som Prest til det grund-konservative Bergen. „Vor Religion“, siger han, „endog dens Udvortes, have vi alle, som elske den oprigtig, vant os til at betragte som en dyrebar Antikke, der kun vanskabes ved moderne Kunstværk“[1]. Denne Yttring er nærmest fremkaldt ved Boysens Forslag til liturgiske Forandringer, og i samme Anledning skriver han 17de Marts 1806 til Provsterne: „Hvad Jeg lod trykke mod Hr. Confessionarius Bastholm 1785 er endnu min Mening, men hvilken Jeg i mange adiaphoris er redebon til at fravige, naar Jeg med Grunde overtydes“. Besynderligt nok fremfører han her ogsaa Ønsket om den nye Salmebog (den „evangelisk-christelige“), medens det er noksom bekjendt, at han har Fortjenesten af, at den ikke blev indført i Bergens By og Stift. Han har vel ikke endnu faaet Tid til at gjøre sig tilstrækkelig bekjendt med Bogen, medens paa den anden Side den Omstændighed, at en Mand som Claus Frimann, hvem han ansaa for en evangelisk Prest, havde mange Salmer i den, og at Balle var delagtig i dens Tilblivelse, paa Forhaand har stemt ham gunstig for det nye Verk. Da han senere lærte Bogen mere at kjende, fandt han vel i dens Indhold Grunde nok til at fraraade dens Indførelse.
Det er vel neppe at antage, at Bruns Modstand mod Reformer har havt sin Grund i, at han indsaa det farlige i at reformere i en Tid, da Vantroen laftede sit Hoved højt. Det har rimeligvis tidlig været hans Overbevisning, at Hovedsagen var, at den gamle Sandhed blev forkyndt, at „Præst prædiker efter Bibelen og lever efter det, han prædiker“. Naar dette skede, vilde Fædrenes Fromhed aabenbare sig hos
- ↑ Tolv hellige Taler. Bergen 1806. Tilegnelsen.
