hvilke faa eller ingen stødende eller for Prædikestolen fremmede Ord findes. Hin Tids Prædikanter savnede vel i Almindelighed den fine Sands for det Prædikenen ejendommelige Sprog, som vi kan finde temmelig almindelig hos Nutidens Theologer. Nogen finere Sprogsands har Biskop Brun neppe nogensinde havt. Man kan finde hos ham Vendinger, som denne: „Det var den Herre, der saa meget var spaaet om“ (Hell. Taler II, p. 439), eller: „Dog har Gud ved sit Ord, ved Spaadomme og Forjættelser immer holdt an hos os“ (Hell. Taler II, p. 441). „Da Sygdommen holdt paa at brække sig“ (da det kom til et Vendepunkt). Overalt, i Prædiken som i Brevstil, følger han hyppig den Skik at udelade den ubestemte Artikel („naar Præst prædiker efter Bibelen o. s. v.“). Dette var ogsaa en Ejendommelighed hos Biskop Balle. Med alt dette har Sproget i hans Prædiken dog ofte en rhetorisk Velklang og Kraft, hvori man kjender Forfatterens Personlighed. Dette er navnlig Tilfældet med hans Ordinationstaler og andre Lejlighedstaler.
I hine Dage, da saa mange raabte paa Forandringer i de bestaaende kirkelige Forhold, medens disse Raab ingenlunde udgik fra nogen kirkelig Aand, maatte vel en gammel Lutheraner staa der som den gjennemkonservative Mand. Han fik allerede i sit 40de Aar Anledning til at lægge sin Konservatisme for Dagen i sin Optræden mod Bastholm og hans Forslag til Forandringer i Liturgien. Spørgsmaal om rituelle Forandringer fremkom ogsaa inden hans Embedskreds og fandt ham bestandig uforandret. 19de April 1798 skriver han til sin Ven Provst Baade: „Mod Trolovelsens Afskaffelse skulde Jeg intet have at indvende, da den er den eneste halve og uhensigtsmæssige Forretning af vort hele Embede Førelse, men dog vilde Jeg ikke være den første, som foretog saadant, fuldkommen Hader som Jeg er af enhver Nyhed i Kirkeskikke. Men naar den ikke afskaffes, bør den være uforkrænkelig.
