Fred. Men om de, som staae Regjeringen nærmest, i denne Tid raade den det Bedste og Tienligste, i Hensigt til vore egne Freds Forstyrrere og Vildfarelsers Sædemænd, det vil Tiden lære“. Forsigtig lægger han til: „At Regieringen ogsaa her vil det bedste, derom ere vi saa forsikrede, som om vor egen Tilværelse“. Længere nede i samme Prædiken viser han Menigheden, hvorledes den skal møde Tidens Vranglærere: „naar vi Lærere ikke kunne gribe de smaae Ræve, som fordærve Viingaarden (Høis. 2), naar en og anden tar spotte høyt i Tale og Skrifter, naar løse Folk blandt Kirkens Mænd blive skriftstridige i deres Lære, saa har Mængden ufeylbare Vaaben imod dem; ikke Vold og Overlast, det bør endog Regjeringen afværge, men Mængden har et skiønt Vaaben: Det er Foragt. Yttres den i Mængdens høyrøstede Stemme, saa er den frygtelig, saa i maa disse qvækkende Frøer stikke Hovederne ned under deres egne Moradser, saa kunne de ikke bringe deres Vahre til Torve; Dog ville de vinde ved deres Handel, maae de opslaae deres Kramboder paa et andet Marked“.
Vi kunde let blive smaalige i Betragtningen af en stor Mand og hans betydningsfuldeste Gjerning, naar vi fra Indholdet af hans Prædiken vilde vende os til Sproget i den. Hans Mønster, Biskop Bang, opfyldte sine grundige, klare og opbyggelige Prædikener med mangfoldige latinske Ord af den lutherske Dogmatiks Terminologi. Dette lod dog Brun være. Fremmede – tildels uforstaaelige – Ord brugte han imidlertid meget. I en Prædiken findes f. Ex. følgende: – Semitone – Symbolum – abstrakt, – i en anden: afflorerer – Materie - Forvandtskab – Blasfemi – Vunder (i. e. miraculum) – Kreditiv – Skueplads – Periode – Emigranter – Financer – raffineret – System – Dekade – barbarisk. Denne sidste Prædiken (paa 19de Sønd. eft. Trin.) hører dog til de sjeldne i denne Henseende, og der gives de Prædikener, i
