ikke unge Mænd i vore Dage, ja ikke Mænd, men Drenge, at slaae sig til Riddere paa Alderdommens værdige Fædre, hvis Skoe-Tvinge de ikke vare værdige til at opløse, naar de have fundet et eller andet mindre bestemt Udtryk i Oversættelsen eller Læresætninger, men som dog i sig selv er uden vigtig Følge“. – Paa 2den Søndag i Advent 1797 taler han om „Dommens Dag“ og Straffen over de Ugudelige. Det heder her: „Ingen Gjerrighed og ingen Utugt, intet Tyrannie og ingen Stolthed, ingen Svig og intet Hyklerie, intet Mord, ikke engang det, Moderen udøvede paa sit Barn, kan tilsammen udgjøre saa stor Brøde, som den, for hvilken disse anklages, som jeg nu vil nævne, det er Sjæle-Mordere. Disse Dumdristige, der vel endog vovede her i Verden at kalde sig Oplysning-Mænd, som med Bøger eller Taler forvildede den Eenfoldige fra Sandheds Vey, som indblandede Guds Ords Foragt som Gift i en udpyntet Dyde-Lære, at den skulde nedsvælges des bedre, som altsaa ikke alene selv skydde Lyset, men slukte det endog for andre, og lagde Grund til ufødde Slægters Ulyksalighed. Er der en Gud til, og denne Gud retfærdig, og en Dom i Vente, da ville disse Sjele-Bødlers Evighed forene alle de Qvaler for dem, som den straffende Retfærdighed kan udføre. De skulle see den, de have gjennemstunget, og det Ord, som han haver talet, skal dømme dem paa den Dag“. Med Djærvhed udtaler denne Kongens trofaste Mand fra Prædikestolen sin Mistillid til Landets raadende Mænd og deres Forhold til Tidens Retning i sin Prædiken paa 3dje Sønd. i Faste 1797: „Vi glæde os ved at vide Enevældet saa uopløselig forenet med vor Kirkes antagne Lærdom. Roelige foragte vi da alle skrivende og talende Væsener, som angribe vore Troes-Artikle; Regjeringen kan ikke undfalde os, om den og selv tænkte anderledes. Den kan og den bør frede fremmede Religions-Bekjendere i dens Stater, saalænge disse ikke forstyrre den herskende Kirkes
