erklære dem en evig Strid; Vi ville, efter den Kraft, det Lys, som vi forundes, aldrig lade nogen Leylighed ubenyttet til at modsige, nedrive, kuldkaste enhver Nyhed, som forvilder Guds Folk; Vi ville kun vise Naaden i Christo, som den eneste aabne Der til Liv og Salighed“. – Paa 4de Søndag eft. Tref. 1796 taler han om „den tilbørlige broderlige Skaansel i at rette Brødres Feyl“. Han omtaler her i Indledningen sin Tid som Dage, da Sæde-Læren er i fuld Aande med at nedrive alle Fængsler, at nedrive alle Misdæderes Baand, at røre Mennesket til Medlidenhed mod Laster, som hidtil vare Menneskeslægtens Afskye“ – –, „da man overstryger med Dydens Farve Handlinger, som vi for gave Misgjerningens dybe Brændemærke, da man kalder Frækhed Manddom, Oprør Følelse af sine Rettigheder, og Gudsbespottelige Lærdomme Beviser paa den Tænkendes Sandheds-Kjærlighed, Ukydskhed Levemaade, Tyveri Næringsvid, Mødres Børne-Mord en Virkning af Fordomme og ilde forstaaet Begreb om Ære“. I denne Tid siger han „hører man mod uskyldige Meninger, mod en og anden Fordom, der skader saare lidet, en Bulder og en Støyen og en Skiælden, som om det var den evige Saligheds Sag – – – og derimod, naar nogen nægter Guds Ord eller Grund-Sandhederne i dette Ord, kaldes han en beskeden Tvivler, en dybsindig Sandheds Grandsker, eller om man ikke er enig med ham, saa skal han dog begegnes med saa megen Skaansel, saa skal der blæses paa hans Pest-Byld, som en Moder kunde gjøre med Barnet, som faldt mod Stenen“. – – – „Vi maa give Agt paa, om det er Vildfarelse, som Mennesket har Grund til at elske og ære, Ex. gr. National-Fordomme, Arvegods fra Oldtidens Fædre. Skikke for Exempel, i vore Øyen Uskikke, og som maaskee i sig selv medføre nogen Ulæmpe. Med disse maa man handle ømmeligen. – – – Det er at røre ved en Øyesteen, og det er bedre at lade Skiæven sidde, end at beskadige Øyet, og dog undsee
