indskrænket sin Skribentvirksomhed til sit Fædreland (det er skrevet 1798)[1]. Der udkom vist ikke mange rationalistiske Skrifter heroppe dengang, og en Kamp mod saadanne kunde let blive en Fegten i Luften, naar den førtes fra Prædikestolene i Bergen og nedlagdes i en Postille, der var og blev Almuens Læsning. Imidlertid finder man ikke altid saadan Polemik mod Tidens Theologi i Bruns Prædiken.
Vi hidsætte enkelte Ytringer af polemisk Natur i Bruns Prædiken, der tillige kan give os et Indblik af den Kraft, med hvilken han vidnede om sin Kirkes uforkrænkelige Sandhed. I Prædikenen paa 1ste Søndag i Advent (1794) om „Guds Riges Fremgang og Hindringer“ heder det: „Lærer af Dagens Evangelium og Lidelsens Historie, hvor let den arme Folke-Mængde overføres fra en Yderlighed til den anden! Lærer af vore egne Dages Historie, hvorledes Millioner Mensnesker i et eneste Aar forvandles fra Jesu Navns andægtige Tilbedere til saadanne, som træde alt Helligt under Fødder. Men hører mig ogsaa I! som virke paa Mængden, som kunde stumme dens Rester. Hvilket Vee, hvilken guddommelig Vrede, hvilken evig Fordømmelse hviler ikke over Eders Hoveder, om I misbruge Eders Indflydelse – – –. Folkeforførere, listige Skribentere, talende Gift-Blandere; disse ere Mordere og værre end Mordere“. Mod Slutningen af samme Prædiken heder det: „De, som nægte Guds Ord, de, som spotte Gud, ere vel ikke farlige Fiender, idetmindste endnu ikke for os; Men vogter Eder for falske Propheter, som komme til Eder i Faareklæder, men indvortes ere glubende Ulve, som kalde sig Folke-Lærere, Sæde-Lærere, Oplysningsmsend, men forplumre os Sandhed til Salighed med deres lumske Nyheder. Skrifter af saadant Indhold ere i Landets Sprog i meenige Mænds Hænder. Disse ere Sandheds Modstandere; Vi Lærere
- ↑ Hellige Taler. 2 B. Bergen 1798. Fortalen.
