den ungdommelige Fripostighed, der ogsaa i høj Grad forbausede Gjæsterne. Værten selv, en af Bergens største Kjøbmænd, var ikke mindst forbauset over, at hans unge Slægtning vovede at angribe Biskopen, og han fandt sig beføjet til at hviske denne i Øret, at „dersom han ikke holdt op at plage Biskopen med denne Kant, saa skulde han selv besørge ham paa Kant ud af Døren“. En anden Anekdote fra hin Tid tjener ogsaa til at vise, hvilken Magt hans overlegne Personlighed udøvede over hans Omgivelser. En gammel Prest fortalte, at han som ung Kandidat fra Kjøbenhavn, hvor han ved Moldenhauer og Hornemann var bleven ført dybt ind i Rationalismen, var kommen som Huslærer til Claus Frimann i Davigen. Her fandt hans Anskuelser fuld Gjenklang baade hos Frimann og de øvrige Prester i Nordfjord, som han kom sammen med. Nu kom Brun paa Visitats derop, og Frimann havde samlet alle Nabopresterne til Selskab for sin Biskop. Man kom snart ind paa theologiske Samtaler, og Biskopen stod der efter Fortællerens Ord som Forsvarer af „den krasseste Djævletheori“, og – alle Presterne med Frimann i Spidsen bøjede sig dybt og indrømmede Rigtigheden af alle Biskopens Paastande.
Brun polemiserer stundom temmelig stærkt imod sin Tid, og naar dette gaar ud over dens Raaddenhed og Laster, er det i sin Orden. Anderledes kunde det maaske betragtes, naar man hørte den stærke Polemik mod de herskende theologiske Anskuelser. Brun følte sig som et Vidne om den gamle Sandhed, der havde gjennemtrængt ham, og han har som saadant undertiden følt sig forpligtet til at vidne imod Tiden. Det er dog vel et Spørgsmaal, om ikke den klare, enfoldige Bekjendelse af Jesum Christum den Korsfæstede havde været det stærkeste Vidnesbyrd baade for Sandheden og imod Tiden. „Norge trænger endnu ikke i den Grad som Danmark til en Biskop Balle“, siger han i Forbindelse med en Ytring, at han har
