ved hans Prædiken, paaviser han ikke, hvori de ligger. Muligens har han dertil regnet den stærke Brug af Bibelordet og den bestandige Fremhæven af den gamle enfoldige Troessandhed, som i hine Dage saa let fik Mysticismens og Overtroens Navn. I den rette Tanke, at Menigheden kjendte lidet til Bibelordet, og at jo mere dette kunde bæres ud i den, desto bedre, indledede han altid sine Taler med et Bibelsprog, som han da udlagde. Det samme skede ved de smaa Indledninger paa Højtidsdagene. De Lærde bleve ikke ene om at spotte dette. Han fik engang med Posten et anonymt Brev, der anbefalede ham et Par Bibelsprog til dette Brug. Det var Sal. Ordsp. 16, 18: „For Forstyrrelse er Hovmodighed og for Fald en høj Aand“, samt 1 Makk. 3, 54; „Og de blæste i Trompeter og raabte med høj Rest“. Denne Kaadhed skulde vist ikke alene ramme Bibelsprogenes Overflod i Bruns Taler. De valgte Sprog tyder paa, at den anonyme Brevskriver har villet gjøre en langt uværdigere Brug af de hellige Ord. Brun tog imidlertid imod dem, og satte det første Sted i Spidsen for Prædikenen paa 1ste Pintsedag og brugte det andet paa samme Maade den følgende Dag[1].
Medens man saaledes fra Baghold udskjød sine Pile mod den vældige Stridsmand, var det nok en stor Sjeldenhed, at Nogen vovede Ansigt til Ansigt at træde op imod ham. En ung Mand – fortælles der – begyndte i et Middagsselskab at udtale i høje Toner sin Beundring af Kants Filosofi. Biskopen begyndte at høre paa og indlade sig i Samtalen om dette Emne, hvori han visselig ikke var meget hjemme. Han mærkede dette selv og greb til den Udvei at blive vred over
- ↑ Hellige Taler. 2 B. Bergen 1798. Fortalen.
(de udkom 1797–98) og fölgelig ikke er istand til et fælde en sikker Dom om ham som Homilet. Hans Prædiken, da han indviedes til Biskop, og det Lidet, jeg iövrigt har læst af ham i Prosa, svarer langt fra ikke til den höje Forestilling, jeg gjör mig om liens Geni“.
