stolen gjengive ipsissimis verbis, hvad han har skrevet, – senere vil han vel beholde Manuskriptets nøjagtige Tankegang og Sammenhæng, men Udtrykkene vil ofte blive ganske andre. Nye Tanker vil komme til, udfyldende eg fuldstændiggjørende, hvad han paa sit Studerekammer har nedskrevet. Er man saa derhos en som Taler begavet Personlighed, saa tør nok en Prædiken, der hjemme var nedskrevet som et tørt moraliserende Foredrag, paa Prædikestolen blive udført som en belivet christelig Prædiken, fuld af ægte bibelske Tanker. Man kaldte Brun Norges Demosthenes, og endnu levende Tilhørere kan ikke udtale uden med den højeste Beundring, hvorledes det brede Thrøndermaal blev skjønt paa hans Læber, hvorledes hver en Mine, hver en Gestus hos den smukke Mand forenede sig i den skjønneste Harmoni for at frembringe den store Virkning. Han var selv ikke uden Følelse heraf, og naive Tilhørere lod ham vel ogsaa stundom høre det. Paa en Visitats i Lyster skriver han den 18de Aug. 1812: „Søndag var mig herlig. Jeg 1 Time mindre 10 Minuter staaende og talende, saa at en halvgal Bonde her svoer paa i Qvales (Sognepræstens) og mit Paahør, at dersom Jeg prædikede her hver Søndag, kom ikke en eneste Sjæl blandt alle Lystringer til Helvede“.
I Bruns Prædikener finder man ikke meget af Digteren. Han fører intet blomstrende Sprog, og der er ingen Svulst. Han holdt sig til det enfoldige Bibelord, som han „lagde ud“ for Menigheden. Naar Jens Møller[1] taler om Manglerne
- ↑ Jens Möller skriver 1818 i Theol. Bibl. 15 p. 359r „Hans Gaver maa have været overordentlige, da de vare istand til et dække de mange væsentlige Mangler, som findes i hans ved Trykken bekjendtgjorte Taler, og henrive endog de Tilhörere, som mödte i Kirken med Fordom imod ham“. Denne flittige Professors Bekjendtskab til og Interesse for den navnkundige Prædikant maa imidlertid ikke have været meget stor, thi i 1832 skriver han i nyt theol. Bibl. 20 p. 291: „Jeg beklager, at jeg endnu ikke har faaet hans samlede Prædikener
