over Reqvisitionen, Jeg opholder mig, kan over Hr. Tonnings og Provst Kahrs’s qvos ego – –. Men da Klagen var ogsaa Klage over mig, havde Jeg haabet den Attention af Stiftet at reqvirere en nye Reqvisition fra Hr. Tonning, som blot angik Biotvet, paadet ustævnt kunde blive unævnt. Dette kunde kun medtaget 3 Uger. Hastværk var her heller ikke. Det gjaldt ikke Stempling eller Bevægelse mod Staten, som i Fødselen maatte qvæles. Udfaldet viser og, at Sagen ikke heller som Hastværk er dreven: Endnu efter min Hjemkomst medio Juli, da Biotvet kom til mig, var han ikke stævnt, ei heller vidste om noget Forhør, som sees afholdt først medio Septbr. 2 Sætninger i een Periode i Deres Hvbheds Brev forstaaer Jeg ikke at forene: „Klagen kunde ei heller komme nogen for Øinene, som deraf kunde tage Anledning til at miskjende Deres Hvbheds Følelse for Embeds Ære eg Retskaffenhed“ – og – „ei heller fandt Jeg mig berettiget at tilbageholde Klagen, som ved enhver saadan Leilighed i Original bør fremlægges og være tilstæde“. Næst at staa i Trykkens Gabestok kjender Jeg ingen Publicitet større end den for Retterne; ja naar en trykt Pamphlet efter et Par Aars Tid er tabt, kan sildigste Efterslægt læse en Mands Vanære i de evige Justits-Protokoller. At Stiftsprovsten underskrev, hvad han formodentlig ikke havde læst, og at hans Underskrift ikke observeredes paa Stiftscomptoiret, var Misligheder al pari, og som letteligen kunde indløbe mellem mange Depecher – – –“.
Ole Biotvet, hvis Stilling var bleven uholdbar, blev nu, som det heder, „forløvet“, og hermed synes al officiel Forhandling om Haugianerne at være tilendebragt. Den af Brun omtalte Erklæring til Kancelliet af 28de Juli 1804 har Hauge aftrykt – efter Hukommelsen[1] – i sin Rejsebeskrivelse.
- ↑ H. N. Hauges Rejser S. 60.
