Den kan maaskee her finde Plads, da Hauges Bog vel nu hører til de sjeldne Skrifter: Den er ogsaa meget karakteristisk for Bruns hele Opfatning af Haugianismen, baade i og for sig selv, da han stærkt betoner det christelige og saaledes berettigede i Hauges og hans Venners Optræden, – og i Sammenligning med de Erklæringer, der senere under Hauges Proces 1810 blev afgiven af Landets øvrige Bisper og flere af dets Prester. Den fik ogsaa, efter hvad der er mig fortalt af en gammel Ven af H. N. Hauge, der kom med ham til Bergen i 1803 eller 4, en Betydning, som vel neppe af Biskopen var tænkt, da den blev afgiven. Denne skal nemlig ved at nævne Haugianernes „mercantilske Entrepriser“ være bleven en Hovedaarsag til, at Sagen mod Hauge blev fremmet. Den lyder saaledes[1]: „I 7 Aar her i Stiftet har jeg erfaret, at deres Lære og Bøger gik ud paa Poenitentse, Omvendelse og streng Alvorlighed i Sæder; dette understaaer jeg mig ikke at kalde Fanatisme. De udmærke sig ved ikke at bande, ikke at lyve, ikke at svire; dette tør jeg ikke laste. De kunde gjerne være et Slags hyklende Personer, men staa i saa Fald under Guds Dom. Deres Bøger ere høist elendige og usammenhængende, men beraabe sig allevegne paa Beviis af Bibelen; denne mistolke de hist og her, men hvo er den Skriftkloge, om hvem ikke anderledes Tænkende have sagt det samme? og taaler ikke Staten endog dem, som skrive tvertimod Bibelen, tvertimod vor positive Religion? De ere jammerlige Talere, og vinde kuns de høist Eenfoldige, ikke engang dem, hvis Præst prædiker efter Bibelen, og lever efter det, han prædiker. Saaledes ere deres Forsamlinger i Bergens By bortsvundne af sig selv; her holdes nu ingen, her leve de stille, communicere som andre, og gaae flittig i Kirke. Modløshed er neppe Ordet, for at udtrykke deres Taleres enten Hensigt eller Virkning. Vel affectere
- ↑ H. N. Hauges Rejser. S. 71.
