anden skulde ladet ubehindret more sig selv og sine Proselyter, og som bliver vigtigere i sine egne Tanker, jo mere man forfølger ham. Hvad Jeg i Følge Forhøret mod Skoleholderen vil og bør, skal Jeg vel vide. Min egen Retfærdiggjørelse mod Hr. Tonning skylder Jeg heller ingen uden det H. K. D. C., om dette Collegium skulde fordre den; men da det dog ikke er mig ligegyldigt, hvad Deres Hvbhed tænker om mit Embede Førelse, fremsendes herhos Copie af alt officielt fra min Side i denne Sag passeret“.
Efter derpaa at have gjennemgaaet vedkommende Punkter, hvori Brevet til Provsten i det Væsentlige gjentages, vedbliver han: „At Jeg iøvrigt er conseqvent og gaaer frem efter de samme Grunde, kan D. Hvbhed see ved at sammenholde denne Affaire med mit udførlige Brev om Haugianerne til Stiftet af 12te Mai 1800. Men hvad der i den senere Tid har gjort mig Hans N. Hauge mistænkelig, er hans Handels-Aand og især den Communio bonorum, som endelig oplyses i dette Forhør, og hvorpaa Jeg har gjort allerede Regjeringen opmærksom under 28de Juli d. A. mit Svar paa det H. K. D. C.’s Circulaire af 30te Juni næst foregaaende. Hvad Sværmeriet i sig selv egentlig angaaer, her Jeg i Stilhed fulgt Gamaliels Princip. Derved ere nu Haugianernes Forsamlinger i Bergen næsten ganske bortdøede af sig selv“.
Da Stiftamtmanden søgte at retfærdiggjøre sig ligeoverfor de i dette Brev indeholdte Besværinger, skriver Brun tilbage under 10de Novbr. 1804: „Paa D. Hvbheds Brev af 3die ds. bør Jeg erklære, at Jeg aldrig et Øyeblik tvivlede hverken om det høye Stifts Competence eller Pligtskyldighed at foranstalte Vidner afhørte, naar og hvor det reqvireredes; men da alle her vare villige Vidner, som gjerne paa Hr. Tonnings eller Provst Kahrs’s mindste Vink havde mødt til Provste-Forhør, og da ingen af dem for det første skulde Eed tages, hvilket maatte skeet for deres Værnething, saa er det kun
