vidste da god Udvei til at faae Hr. Tonning vedbørlig anseet. Men allerede 7 Aar in officio, kan Hr. Tonning ikke forandre Publicums Mening om Bergens Biskop; thi lader Jeg ham løbe med sin Limstang til Things og hvorhen han vil, og saaledes burde Hr. Tonning fra Begyndelsen tænkt om og handlet med O. Biotvet. Jeg overlader Hr. Provsten selv, enten De vil meddele Hr. Tonning af dette Brev noget eller intet, meget eller alt. I Forhør over Biotvet, sluttet 14de Septbr. finder Jeg intet beviist mod hans Lærdom eller Levnet, som qvalificerer ham til Afsættelse, kun et og andet, hvorom blid Præst med Sagtmodigheds Aand bedre bør oplyse og vise ham til Rette. Derimod finder Jeg beviist og tilstaaet Biotvets Insubordination ved en Gang at reise til Byen, en anden Gang at tække Tag i Skoletid uden Sognepræstens Tilladelse. Vil B. vedblive at være Skoleholder, hvilket Jeg i hans Sted ikke vilde, – befaler Jeg Dem Hr. Provst paa Embede Vegne i Medhjælpernes og Hr. Tonnings Nærværelse for denne Insubordination og Forsømmelse alvorligen at tilrettesætte Ole Biotvet og tilholde ham i alt lovligt at være sin foresatte Sognepræst hørig og lydig. Vil han ikke saadant helligt love, behager De strax at afsætte ham“.
I Brevet til Stiftamtmanden af samme Dag heder det: „Herved har Jeg den Ære at tilbagesende Forhøret over Ole Olsen Biotvet; et besynderligt Dilemma, hvor man finder Ordre til en Sorenskriver, underskrevet ogsaa af vicarius episcopi, hvor der fremlægges i offentlig Ret Klage over en Biskop, uden at han er varslet til Vedermæle, endskjønt han der er mahlet i Forhold til Skoleholderen som Hæler til Stjæler, hvor en Sorenskriver inqvirerer i Dogmatiqven og fordrer Definition over Igjenfødelsen, som han selv maaskee skulde have Møye for at give, hvor en Præst indskyder sig selv og Guds Riges Sag under verdsligt Forum, alt for at forfølge en eenfoldig Sværmer, som baade den ene og den
