hvad Sagen mellem mig og Skoleholderen angik, da han havde gjort mig, hvilket Hr. Biskopen ikke syntes st bifalde, en Art skriftlig Afbigt, hvormed Jeg lod mig nøye“. „Da Skoleholderen havde“. En Anachronisme. Skoleholderen havde endda ikke gjort Afbigt, da Jeg skrev mit Ultimatum 22de Decbr. grundet pas Hr. Tonnings Brev til Dem, hvori hen isteden for et oplyse og igjendrive, hvad Biotvet og hans mange Forsvarere havde skrevet, kun erklærer sig omtrent san: „Naar B. gjør mig Afbigt, maa han gjerne for mig indsættes“. „Hvilket Hr. B[iskopen] ikke syntes at bifalde“. Aabenbare Løgn! De, Hr. Provst, kan læse diese Ord i mit Brev: vil B. gjøre Hr. Tonning Afbigt, for mig gjerne. Jeg vil ikke spørge, om han bør eller ikke? Men paalægge ham at gjøre det kan dog vel ingen Øvrighed, førend Hr. Tonning beviser hvorfor. „Og da Biotvet nu ved Klokkerens Afgang skulde ifølge Rescr. af 7de Novbr. 1800 befordres til Kirkesanger, saa at Menighed, Skole og Jeg for bestandig maatte plages med denne Elendige“. For bestandig? Saa maa Hr. T. mene Forsanger ved Hovedsognet, thi Forsangerne ved Annexer ere ved Rescr. ikke bestandigere, end de før som Skoleholdere vare. Men hvorfor da just denne Forsanger i Hovedsognet? Erkjender Hr. Tonning ham for den dueligste? Eller er det en Prophetie, bygd paa den Partiskhed for Biotvet, som Præsten i det Hele er uforskammet nok til et imputere sin Biskop, ses bør han nu blues over sig selv. Strax efter min Hjemkomst kom Biotvet og søgte at blive Forsanger i Hovedsognet; mit Svar: den, Sognepræsten proponerer, bliver det, naar han ikke findes ganske ubeqvem. Derefter kom Hr. T., foreslog en anden; Jeg lovede Fuldbyrdelsen. Han ønskede heller nok en anden, men som var forløvet. Dette kunde Jeg nægtet, men vilde ikke og Hr. Tonning fik den, han helst ønskede. Var Jeg kun Biskop fra 6te Januar d. A., maatte Jeg vel beskjærme min ubefæstede Embeds-reputation, og
