Jeg har elsket Dem og jo mere Jeg veed med mig selv, hvor vigtigt mine Underordnedes Venskab er mig, sær Provsternes, hvilke Jeg altiid anseer som mine Medarbeidere i Kirkesagers lovlige Bestyrelse. Min Retfærdiggjørelse mod Hr. Tonning skylder Jeg vel kun det H. K. D. C[ancelli], om dette Collegium skulde fordre den. Men da De er en Mand af vor Orden, som Jeg ikke kan tillade mig st foragte, vil Jeg dog ogsaa gjøre Dem opmærksom paa Skjævhederne i Hr. Tonnings Præmisser“. Biskopen gjennemgaar dernæst punktvis Tonnings „Præmisser“ under Sammenligning med, hvad der i Anledning af de paagjældende Kjendsgjerninger var udgaaet fra hans Kontor. Her heder det: „– – – I Ordren disse Ord: Forholder det sig saa, som han deri skriver, maa han strax indsættes. Naturligvis maatte og burde Provsten først undersøge, om det forholdt sig saa, førend han beordrede Biotvet indset. 3. Nogle – Løgn. De, Jeg husker ikke enten 6 eller 12, som havde klaget, kunde Jeg kalde Nogle. Men 50, som vilde beholde Biotvet og havde underskrevet til hans Faveur, burde Hr. Tonning kalde Mange og Mængden. 4. „Kun at de havde Intet imod ham“. – Er dette just ikke Løgn, saa er det dog nok radbrækket Sandhed. Jeg har heller ikke dette 50 Mands Værk ved Haanden. Men Jeg erindrer med Vished deraf, at disse Mange i eet og Alt var tilfreds med den Anklagede. Den herpaa anvendte Lignelse om Mordere og Røvere er ganske impertinent paa min Bekostning. Hr. Tonning behøver ikke at lære hans Biskop, at et Factum er fuldelig beviist ved 2 à 3 eenstemmige Vidner, omendskjønt 50 vidnede, at de om dette Factum Intet vidste. Derimod foragter ikke Tonnings Biskop i slige Tilfælde Majoriteten. Havde Mange anklaget, og kun Nogle forsvaret Biotvet, vilde Biskopen troet sig berettiget til at beordre hans Forløvelse paa denne Grund. En Skoleholder kan ikke gavne, hvor han af Mængden er forhadt. Og „endelig hvorlunde Jeg,
