passerede er ingen fornærmet uden O. Biotvet, men som ingen Satisfaction fordrer over dem, som have fornærmet ham, kun at blive hvad han var“.
Ole Biotvet blev nu atter indsat i sin Bestilling, og hele det følgende Aar hørtes ikke mere til ham eller hans Forhold. Præsten Tonning vilde imidlertid ikke slippe ham, og til „fornyet Kjætter-Jagt“ paa ham benyttede han den Tid, da Brun var i Kjøbenhavn for at ordineres. Der kunde fremdeles Intet opdages „imod hans Lærdom eller Levnet, som qvalificerede ham til Afsættelse“, men „man fandt ham skyldig i en Smule Insubordination“, idet han havde gjort en Byrejse uden sin Foresattes Tilladelse, ligesom han og engang havde tækket Tag i Skoletiden. Det Forhør over ham, hvori disse tvende Forseelser blev erkjendte, indsendte Tonning til Stiftamtmanden med en Forestilling, hvori han beklagede sig over Biskop Bruns Forhold i denne Sag. Den nye Stiftamtmand, Bull, havde modtaget dette og derpaa givet vedkommende Sorenskriver den fornødne Ordre med Paategning af den vikarierende Biskop. Da Brun kom hjem, fik han Sagens Dokumenter ihænde, saa, hvorledes Tonning havde behandlet hans Navn og hans Embedsførelse, og hvorledes han havde „indskudt sig selv og Guds Riges Sag under verdsligt Forum, alt for et forfølge en eenfoldig Sværmer“. Brun var nok ikke meget vant til Opposition hos sine Prester, endmindre til Anklage, og naar nu en saadan fremkom og det tilmed for en uberettiget Auktoritet, maatte det nok kunne vække den stærke Mands Harme. Hvor skaanende han ellers kunde være, fandt han sig her beføjet til at give denne Luft i tvende Skrivelser af 29de Oktbr. 1804, den første til Tonnings Provst, Ditmar Kahrs, gjennem hvem Klagen var fremsendt, den anden til Stiftamtmand Bull, der havde modtaget den og handlet uden at vente til Bruns Hjemkomst. I Skrivelsen til Provsten heder det: „Flectere si neqveo superos,
