derede Skoleholderen og indberettede Suspensionen til Biskopen.
Denne fandt Sagen i sin Orden, men maatte dog, inden stemme endelig kunde afgjøres, fordre Biotvets egen Erklæring. Da denne kom, skrev Biskopen under 22de Oktbr. 1802 til Provsten: „Forholder det sig saa, som hen deri foregiver, maa han strax indsættes igjen efter Hr. Provstens Ordre, og denne Ordre af Sognepræsten fra Prædikestolen oplæses uden nogen tillagt Commentering af den Oplæsende. Saa maatte og Sognepræsten broderlig erindres om med Skaansel st begegne Ole Olsen og Ligesindede og ikke for snert troe, hvad der siges om dem. Deres maaskee stundom paa urette Sted anbragte Nidkjærhed mod Synd maa idetmindste kun hemmelig vises til Rette af os, vi, som selv prædike Omvendelse, Troe og Afhold. Og vi maatte dog altid heller ønske os til omvandrende Skoleholdere saadanne Rigorister, end letsindige, kaade Drenge. Mig er sagt, at et Brev til Ole Olsens Forsvar, underskrevet af 50 Almuens Mænd, skal være kommet Hr. Provsten til Hænde. Er det saa, da har Hr. Provsten en Grund mere til at ophæve Ole Olsens Suspension“.
Før denne Skrivelse naaede frem til Kintservik, var Provst Rørdam afgaaen ved Døden, og Provsteembedet var overgaaet til Ditmar Kahrs, Sogneprest til Strendebarm. Han indsendte ovennævne Forsvar for Ole Biotvet fra 50 Sognemænd af 24de Juli s. A., hvilket Biskopen „ikke ansaa sig berettiget til at foragte“. Den konstituerede Provst havde ikke endnu (22de Decbr.) udført Biskopens Paalæg, men isteden derfor indsendt en Forestilling fra Sogneprest Tonning, om at Biotvet skulde gjøre ham Afbigt, hvorefter han atter kunde indsættes i sin Silling. Herom skriver Biskopen: „Vil O. Biotvet gjøre Hr. Tonning Afbigt, for mig gjerne. Jeg skal ikke spørge, om han bør eller ikke? Men paalægge ham at gjøre det, kan vel ingen Øvrighed, førend Hr. Tonning beviser hvorfor – – –. Efter alt, mig bekjendt, i denne Sag
