6) Kun for tungsindige og hypocondriske turde saadan
Forsamling være farlig, og Paarørende bør holde dem derfra;
men langt farligere er det dog for disse Patienter, om dem
falder ihænde, hvad Forfattere af Celebrité i vort Sprog i
vore Dage have skrevet om Selv-Mord, hvor den ene berøver
Handlingen al Moralitet og den anden canonicerer
Iscarioten, som hængte sig.
7) Endelig anføres imod dem Kalds Forsømmelse. Med omstrippende Dagdrivere har det, som Deres Hvbhed rettelig anmærker, gode Veie. For dem er Lov og Straf. Fader kan fordre af Børn og Huusbond af Tjenere tilbørligt Dagværk og i Mangel af Lydighed faa dem lovligen straffede. Men hvo foreskriver Huusfædre selv, hvor megen eller liden Tid de skulte opoffre til Andagt? Regjering har afskaffet Festdage, men ingen Auctoritet har kundet gjøre dem for Norske Almue til Virke-Dage.
Saa tænker jeg til Dato om disse smaae Bevægelser; angives mig noget stridende mod Guds Ord, gode Sæder eller offentlig Roelighed, skal jeg gjøre mit til at dæmpe det, og hvor Jeg ikke kan mere, anraabe verdslig Øvrigheds lovmedholdige Bistand“.
Man hørte ikke mere til Haugianerne paa Vos. I de følgende Aar dukke de op paa Lindaas, i Sogn og i Vikør i Hardanger. Paa det sidste Sted synes deres Optræden at have været af størst Betydning, idet en Skoleholder Ole Olsen Biotvet havde sluttet sig til dem, medens paa den anden Side Sognepresten Tonning var meget hidsig paa at kalde den verdslige Arm tilhjælp, hvor Ordets Sværd ikke kunde række. Det var forgjæves her at fremhæve Gamaliels Ord som den bedste Rettesnor i saadanne Sager. Man var allerede i Begyndelsen gaaet for vidt. Der var indløbet Klage over Ole Biotvet – Klagepunkterne findes ikke – og Sognepresten havde sendt den til Provsten (Rørdam), der suspen-
