sende, men det lader sig undskylde med Uvidenhed om meerbemeldte 59 Aar gamle Forordning, og om nogen af dem kjendte den, maatte han dog troe den ret fuldelig ud af Kraft ved den uindskrænkede Friheds-Aand, som uden Straf luxurierer midt i Kirkens Skjød. Enhver af disse, synes mig, har nu mere end nogensinde Ret til i disse Tollerancens Dage at læse, synge, bede og tale, som han bedst kan, en Smule til gudelig Opbyggelse for et lidet Broderskab, som vil høre ham. Men da der nu mumles fra flere Kanter i Stiftet om dette Slags Missionairer, vil jeg her nedskrive, hvad jeg hidtil tænker om dem, indtil jeg anderledes overbevises; maaskee kunde noget deraf tjene til Veiledning i endnu mødende Tilfælde:
1) Om Aanden i deres hele Væsen er Hyklerie eller sand Gudsfrøgt, veed Gud alene. Men qvilibet præsumitur bonus, donec probetur contrarium. Deres Formaninger gaar ud paa Omvendelse og Afhold fra Ugudelighed og Letsindighed. Selv leve de derefter, saavidt man kan see. Een af dem opholder sig nu i Korskirkens Sogn; gaaer i Kirke, til Alters og arbeider som SmeddeSvend. For at gjøre synderlig Fremgang eller faae stort Tilløb, ere de for meget Antipoder af Irreligiøse, hvis Antal formedelst Dagens Skrifter voxer utroelig til Bedrøvelse for hver retskaffen Lærer, som elsker Guds Ord.
2) De ere Mennesker uden Talegaver. Hvad de lade trykke, er uden Sammenhæng. De have intet Talent, uden man vilde kalde det saa, at vide en Hoben udenad af Bibelen, et Talent dog alligevel, som Jeg hjertelig vilde ønske vore Candidater og nye Præster, blandt hvilke de fleste udenfor Papiret neppe kunde citere et Sprog med Bibelens egne Ord og give os kun deraf et forplumret Udtog.
3) De ville opvække meest Sensation, hvor Almuen i Kirken ikke hører et Guds Ord, men den evige tørre Fornuft-
