meyer og Markus Irgens. Der hengik saaledes næsten 2 Aar, Vinden der atter hørtes Noget til Haugianerne. Da sendte Presterne paa Vos en Forestilling ind til Stiftet, ledsagende den med et af Fogden optaget Forhør. Ogsaa dette sendtes Biskopen til Erklæring, og han afgav den under 12te Maj 1800, saalydende: „Ved at tilbagesende Indlagde fra Præsterne paa Woss og Hr. Foged Unmach har jeg den Ære paa Deres Evbhds Brev af 10de dennes at svare Følgende:
Først refererer jeg mig til min, i Anledning af et Politiforhør, til Stiftet indsendte Betænkning af 3die Septbr. 1798. Dernæst har jeg paa Hr. Hounts Andragende til mig svaret under 28de Martii dette Aar saaledes: – – „de omskrevne Sværmere ere mig ogsaa her bekjendte og synes mig ikke farlige. Mindst ville de bringe den vindskibelige og husholderiske Woss til et afsee travle Arbeids Tjener for Andagtsøvelser: det vigtigste man har havt imod dem i Bergen. Den Tollerance, som tillader at skrive for begge Riger directe mod Guds Ord, kan vel ikke forbyde nogle Eenfoldige i en liden Folkeforsamling at tale, skjønt inconseqvent, dog med Ærefrøgt om Guds Ord. Hvorvidt de have Pass eller ikke, eller hvorvidt de qvalificere sig til at ansees som Leediggjængere, bliver verdslig Øvrigheds Sag“.
„Endelig, da Wosse Præsternes senere til Stiftet af 8de April vel nævner Huusfreds Forstyrrelse, Kalds Forsømmelse, idelige Klagemaal, men intet factum opgives og ingen Klage medfølger, saa kan vel høyere Øvrighed dermed ikke stort videre indlade sig, saa meget mindre in casu, som Samlingerne Qvæstionis i den af Hr. Fogden anførte Forordning af 1741 dens 8de Art. expressis verbis ere tilladte, og Præsterne paalagt med dem at have nøye Indseende. Vel kunne de forbydes, naar de ikke vilde subordineres under høystbemeldte Forordnings vise Indskrænkelser. Vel synes ogsaa da 9 Tilspurgtes Svar i herhos tilbagefølgende Forhør trod-
