Brev og Bøger, H. N. Hauge vedkommende, skulde Jeg saaledes erklære mig: Om Hauges Bøger og Fremskridt her paa Stædet veed jeg strax fra Begyndelsen alt og skulde ikke have manglet, skal heller ikke for Fremtiden mangle igjennem det høye Stift at reqvirere Politiets Bistand, naar somme i denne eller lignende Tilfælde var anvendelig. Hvorvidt Politie kan indlade sig med Hauge, som Lediggjænger betragtet, er udenfor min Competence at bedømme. For Resten vilde Jeg have hans Person og, som det endnu synes, uskyldige Andagts-Øvelser Politiets Aarvaagenhed paa det beste anbefallede mod tumultuariske Optrin og Drengespot pas offentlig Gade. Han hører neppe til Jakobinernes Propaganda, si qva est. Hans ubetydelige og ikke organiserede Forsamlinger synes mig mindre betænkelige for Kirke og Stat, end enhvers Corporation, der strængelig udelukker dem, som ikke ere indvoterede. Han kan railleres, det kan og enhver gudfrøgtig Mand, der holder Aften-Bøn i et Huus til Gaden. Han skriver Inconseqventzer, det kan hænde den beste; det hender Confessionarius Bastholm. Den ypperlige Forordning af 1741 13de Jan., saa nødvendig da endog mod Præsteskab, som igjennem Bigotterie haabede Lykke, er det ikke nu, da Paradoxen kun er Tænksomheds Stempel. Desuden er den heele Forordning vel ikke de jure, men de facto ophævet ved Skrivefrihed. Maa halvlærde skrive frit mod Guds Ord for Millioner, saa maa vel og ulærde, som elske Guds Ord, paa sin Viis tale det frit i privat Huus for et Snees Mennesker“.
At Presterne i Bergen have været enige i sin Biskops Anskuelse, er let tænkeligt, og at Politiet Intet videre har foretaget, er rimeligt. I Bergen fik saaledes Hauge og de faa Venner, han her samlede, være i Ro. Menigheden har ingen videre Opmærksomhed skjænket dem; den havde det rene, klare og levende Guds Ord prædiket i sin Kirke ved Mænd som Brun, der endnu var Sogneprest til Korskirken, Cammer-
