bør indtage ligeoverfor Bevægelsen i Menighedens Dyb. „Det er historisk vist“, skriver Lindberg i sin Proces 1830 p. 207–8, „at Hauges Indflydelse, skjønt mægtig over hele Norge, dog kun var svag i Bergen, hvor den højærværdige Biskop Nordahl Brun prædikede Kristendommen med Liv og Kraft, og hvor selv i de værste Aar hverken Vantroen eller dens tro Ledsagerinde, Oprørsaanden, kom tilorde, skjønt man just i en Handelsstad med allermest Grund skulde have ventet, at den maatte have gjort stærke Fremskridt. Men i Bergen var Hauge endog bosat, saa her var naturligt en større og stadigere Virksomhed for ham aaben; og Biskop Nordahl Brun var endog saa langt fra at forfølge ham med verdslige Vaaben, at han endog søgte Grunden til Hauges Fremgang hos de nymodens Prester, og han erklærede endog, at baade gejstlige og verdslige Auktoriteter havde tilladt sig en Fremgangsmaade mod Hauge og hans Tilhængere, som Ingen uden de havde taalt upaaanket. Skjønt man altsaa skulde have ventet, at Hauges Parti var blevet overmaade stærkt i Bergen under den i hele Norge højagtede Biskops Beskyttelse, saa skede dog det modsatte, og dertil kan vi ikke finde nogen anden Grund, end den, at Kristendommen forkyndtes med Liv og Kraft af den ædle og nidkjære Biskop Nordahl Brun“.
Det var ud paa Sommeren 1798, at Hauge kom til Bergen[1], hvor han snart begyndte at holde sine Andagtsforsamlinger, der ikke synes at have vakt anden Opmærksomhed end den, Gadegutterne lod dem blive tildel ved Støj udenfor de Huse, hvor de holdtes. Politiet maatte da optage Forhør over Sagen, indsendte dette til Stiftamtmanden, Kammerherre Hauch, og denne sendte det atter med Hauges Bøger til Biskopens Erklæring. Denne blev afgiven den 3dje Septbr. 1798, saalydende: „Over herhos tilbagefølgende Politie-Forhør,
- ↑ H. N. Hauges Rejser o. s. v. Kristiania 1816. S. 15.
