Fordom mod Biskopen, er mere end rimeligt, og at denne vilde nedarves paa Sønnen, har vel den kloge Biskop kunnet forudse, og muligens har han da ogsaa havt den Tanke at befri denne fra et opkommende uhyggeligt Forhold til sin Medtjener i den samme Kirke, da han saa ivrig arbejdede paa hans Befordring. Dette har da vel imidlertid været en Bitanke, om den virkelig har været der. Ovenstaaende Antydninger af den dansk-norske Regjerings Betragtning af Biskop Brun synes bestyrket ved den Udmærkelse, som i denne Tid blev ham tildel, idet han – den eneste Biskop i Norge – blev udnævnt til Kommandør af Dannebroge, og det følgende Aar til Dannebrogsmand.
I Begyndelsen af Biskop Bruns Embedstid fremtraadte, som bekjendt, Hans Nielsen Hauge, som Bodsprædikant i de norske Menigheder. Med megen Nidkjærhed drog han omkring og vækkede Menighederne til Syndens Erkjendelse og Omvendelse til Gud, og bar ofte nok haarde Ord over Presterne, der nu i lange Tider havde levet uden den Kritik fra neden, som unegtelig for dem maa have sit Gavn. Hvor han kom paa Østlandet, maatte han lide Forfølgelse for sin Gjerning, som efter Datidens Opfattelse af Forordningen af 13de Januar 1741 holdtes for ulovlig. Han havde – efter Stenersens Fremstilling – hørt, at en større Frihed i hans Virken kunde være at vente i Bergen, hvor Nordahl Brun allerede førte Bispestaven. Det vides ikke, om det var paa denne Biskops Personlighed, at Hauge byggede sit Haab, men sikkert er det, at han var den, som blev Hauges og Haugianernes Beskytter – eller i alle Fald den, som afværgede fra dem den borgerlige Lovs Haand. Sikkert er det vel ogsaa, at Brun var den eneste af Norges daværende Biskoper, der strax med Klarhed har fattet, hvilken Stilling den Gejstlige
