Kald i begge Riger. Irgens fremhævede sin Alder – han var Prest fra 1792, Brun fra 1803 –, at ogsaa han var Søn af en Biskop, og et han ikke vilde fra Bergen, hvor det unegteligt syntes ret og billigt, at han nu fik et Sogneprestembede. Man synes paa denne Tid i Danmark at have betragtet Biskop Brun som en i politisk Henseende mistænkelig Person. Tiderne vare saadanne, et men vel kunde anse Selvstændighedstanker farlige hos en indflydelsesrig Normand, som kunde bære dem fremmed Kraft[1]. Man har visselig været bange for at stede ham, og vilde gjerne føje ham i Ønsker, hvis Opfyldelse ikke kunde afstedkomme væsentlig Skade. Han fik imidlertid ikke her sit Ønske opfyldt, skjønt hen vist har været temmelig sikker derpaa. Den 18de Aug. 1812 skriver han i et privat Brev fra Lyster, hvor hen de var paa Visitats, at Posten havde bragt ham en Del Breve. Det heder heri: „– – End sige Brev fra Markus (Irgens)! Jeg sender Christen det med denne Post, at han ikke skal falde i Grublerier ved vor Correspondence. Mit til Marcus var kunstigt, hans til mig var ligesaa. Et Par Ord erindrer Jeg. Jeg spørger ikke, hvor nær De er kommen Korskirken. De veed det vel ikke selv. Kun og fornemmelig om o. s. v. – –“ Brevet sluttes med de Ord: „Resten af Tid spenderes paa Christen til Korskirken“, hvilket vel vil sige det samme som: anvendes til Korrespondence i Anledning af hans Befordring til Korskirkens Sognekald. – Irgens fik, som sagt, Embedet, og mellem ham og hans resid. Kapellan blev Forholdet ikke graat, men sort, som Pavels’s Dagbøger[2] oplyser. Markus Irgens var en myndig Mand; at han fra sin Faders Tid havde
- ↑ Denne Formodning maa vel rimeligvis finde en Stötte i en Ytring uf Nyerup i et mellem 21de Novbr. 1811 og 19de Febr. 1812 affattet Brev til Rektor Oluf Worm om, et Nordahl Brun nyligen (i Kjöbenhavn) havde draget Opmærksomheden paa sig. Se Jens Möller, nyt theol. Bibl. 19, S. 216.
- ↑ De hertil sigtende Ytringer i dette Verk er endnu ikke trykte.
