retfærdig. Begivenheder som denne kan vel ikke godt bedømmes af Samtiden. Biskop Brun har vel ogsaa i sin Tid havt Modstandere, som ikke kunde løfte andre Vaaben mod den mægtige Personlighed, end haard Bedømmelse af de Embeshandlinger, ved hvilke der kunde findes svage Sider. En saadan Modstander har han vel blandt Andet havt i sin Formands Søn, Markus Irgens, fra 1796 resid. Kapellan ved Domkirken, der af let forklarlige Grunde kunde nære Antipathier mod sin Biskop. Han er maaske for en væsentlig Del Skyld i, at Traditionen har opbevaret denne Historie og taget den til Indtægt som et Vidnesbyrd om Bruns Misbrug af Magten. Ved Cammermeyers Begravelse[1] fremstod han nemlig i Korskirken, hvor han da var Sogneprest, og fremstillede i Ligtalen hele Cammermeyers Skjæbne paa en hensynsløs Maade – om end fra hans Standpunkt med fuldkommen Sandhed. Han var bekjendt som en meget sandhedskjærlig og temmelig myndig Mand.
Da Biskop Brun havde faaet sin Søn befordret til Korskirkens residerende Kapellani, vilde han ogsaa gjerne se ham vel befordret før sin Død. Sønnen havde jo stor Familie, Tiderne vare trange, og Biskopen ansaa ham for en Mand af Dygtighed og Talenter. Her strandede imidlertid hans Bestræbelser. Sognepresten til Korskirken, Carl Hjorth Stuvitz døde 1812, og den ovennævnte Markus Irgens søgte nu Embedet sammen med Christen Brun. Irgens drog til Kjøbenhavn, gik til Kongen og skaffede sig desuden en vældig Talsmand i Biskop Münter. Kongen vilde saare gjerne gjøre ham til Sogneprest, men kunde ikke godt forbigaa Biskop Bruns Søn, hvem Faderen varmt havde anbefalet og gjort sig megen Umage for. Han lovede ham et andet godt Embede, blandt Andet, fortælles der, Roskilde Domprovsti, et af de største
- ↑ Cammermeyer döde 7de Febr. 1819.
