kan neppe være nogen Tvivl om, at Biskopen paa en eller anden Maade har nødet ham dertil. Som det kunde ventes, blev Christen Brun samme Aar udnævnt til hans Eftermand.
Man har, som sagt, heri villet se en Foranstaltning, som gjør Biskop Brun liden Ære og kaster en Skygge paa hans Minde. Man har dadlet ham for haard Behandling af en gammel Ven og Medtjener, der havde vist sig mod ham trofast som en Broder, og som han gjerne kunde have ladet sidde i sit Embede til sin Død, naar det ikke var, fordi Sønnen skulde frem. Indrømmer man end, at der muligens kan være noget sandt heri, navnlig naar man henser til, at det paa denne Tid var ganske uhørt, at en gammel Prest skulde resignere, naar han havde Kapellan, – saa skal det dog bemærkes, at Cammermeyer var over 80 Aar gammel, og at han i denne Alder og som blind Mand umulig kunde bestride sit Embede. Skulde nogen være i den Stilling, at han maatte trække sig tilbage, ja at han burde nødes dertil, saa maatte det dog være en saadan Mand, om han end følte, at han endnu havde en Rest af Kræfter tilbage. Der var heller ingen synderlig Grund til, at Biskopen af Medlidenhed med den Gamle skulde ladet ham blive siddende i Embedet, da han neppe kunde være uvidende om, at Cammermeyer, uagtet sin store Familje – han havde havt 12 Børn – ved sin tarvelige Levemaade havde lagt sig en liden Sum tilbedste, der i Forbindelse med Pension maatte sikre ham mod at lide Nød i Alderdommen. At denne Foranstaltning skede til Fordel for Sønnen, maa man vel antage for sikkert efter alle Vidnesbyrd fra hin Tid og efter det Udfald, Sagen fik. Men her skal ogsaa bemærkes, at Christen Brun da havde været Kandidat i 11 Aar, og at han i 8 Aar havde tjent som personel Kapellan ved Kirken, saa at hans Befordring til dette Embede efter Tidens Forhold og i Sammenligning med den Tids Befordringer i det Hele maa kaldes fuldkommen
