han ikke vilde dette, da hans Syn nu var meget svækket, og han neppe vilde kunne paatage sig en Sogneprests Forretninger. Sit eget Embede kunde han til Nød endnu bestride. Saa blev da Sognekaldet givet Bruns tidligere pers. Kapellan Carl Hjorth Stuvitz, Hospitalsprest og Kapellan i Helsingør, 34 Aar gammel. Biskop Brun skadede imidlertid sin gamle Embedsbroder, hvem han havde omfattet med megen Kjærlighed, forneden Hjælp i sin Søn, Christen Brun, der kort før Bruns Udnævnelse til Biskop var bleven ordineret som Kapellan hos Faderen.
Cammermeyer prædikede fremdeles. Han kunde Søndagstexterne udenad, fremlagde dem paa Prædikestolen uden Bog og prædikede saa ud af sit Forraad. Christen Brun hjalp ham troligen, medens den Gamle blev næsten ganske blind. Den 7de Oktbr. 1808 skriver Biskop Brun til Kancellipreesident Kaas, der dengang var i Christiania, et meget smigrende Brev, hvori han blandt Andet taler om den stedfindende „aandelige Nød; vi blive nemlig præseteløse; alt ungt Mandskab slaar sig nemlig fra Bogen og kryber ind i den røde Kjole. – – – Den halvblinde Hr. Cammermeyer, 80 Aar, lever til Trods for Krig og Dyrtid og kan ikke tvinges til at resignere, siden han altid var en skikkelig Mand. Hans Adjunct, min vacante Søn, trods Dyrtid og Krig, forøger sin Familie indtil 8 Børn, og strabbaserer sine Talenter for at leve af Publicums Gunst; den har han rigtignok. Men med dette Publicums synkende Fonds maa dog ogsaa han synke –“. Hvorvidt denne i Brevet flygtig henkastede Bemærkning har havt nogen Hensigt, er ikke godt at sige. Nogen Virkning kunde imidlertid ikke ventes i en Tid, da Landet var i Krig, og de Styrende havde ganske andre Ting at tænke paa. Vist i er det, at den gamle Cammermeyer endnu i 3 Aar blev siddende i sit Embede. 1811, da han var 81 Aar gammel og længe havde været ganske blind, tog han Afsked, og der
