Det maa vel have smertet denne hæderlige og fromme
Herrens Tjener, der i 8 Aar havde arbejdet blandt en Almue,
som vel da stod paa et ligesaa lavt Kulturtrin som nu, og
plejet Søndag efter Søndag det umilde Hav ved de bergenske
Kyster, at se Korskirkens Sognekald i 1774 blive givet Johan
Nordahl Brun og ikke ham, der dog var 15 Aar ældre Mand
og 13 Aar ældre Kandidat. Da han nu imidlertid Aaret
efter erholdt det residerende Kapellani ved samme Kirke og
saaledes havde faaet et af Landets bedre Embeder, har han
vel med Lethed kunnet finde sig i at blive tilsidesat for en
Mand som Brun med hans Talenter og – dengang store –
digteriske Berømmelse. Hans Embede var jo ogsaa blandt
de behagelige, der gav ham fuld Anledning til at virke til
Menighedens Opbyggelse, uhindret af Skriveri, Kommissioner
o. s. v. Det gav tillige ham, der var en god Husholder
over det jordiske Gods, Anledning til at lægge en Spareskilling
tilside. Den kom vel med i Fremtiden. Hans Ydmyghed
har ogsaa gjort ham det let at underordne sig den
unge dygtige Sogneprest, hvem han af sit ganske Hjerte
støttede, og med hvem han i skjøn broderlig Harmoni arbejdede
til Sjælenes Frelse. „Saaledes“, skriver Brun i sin Afskedsprædiken
i Korskirken 7de Søndag efter Trefoldighed 1804,
„formedelst den samme Troe stode vi i een Aand og strede
i een Sjæl, min gamle værdige Embedsbroder og jeg, i samfulde
29 Aar, og vi kivedes ikke paa Veien. Vi vare vel
ved Naturgaver og Temperament saa ulige, som 2 Mænd
kunde være det, men der var Fred imellem os, og hvorfor?
jo, vi vilde begge det samme Maal, Sjælenes Frelse; vi elskede
og brugte begge det samme Middel: Christi Korsets Ord, og
i Utrættelighed til Arbeide sveeg ikke den eene den anden“.
Da Brun i 1803 blev udnævnt til Biskop, spurgte han Cammermeyer, om han ikke vilde søge det nu ledige Sogneprestembede i sin Kirke. C. svarede efter nogen Betænkning, at
