Biskop Brun, der ellers var en uegennyttig Mand, der med Lempe indkrævede sine Indtægter, saa han aarlig led Tab og døde som en fattig og gjeldbunden Mand, har heller ikke undgaaet Beskyldningen for Misbrug af sin Indflydelse i denne Henseende. En gammel Prest, der havde levet i Bruns Nærhed under hele hans Funktionstid som Biskop, der baade elskede og beundrede ham, kunde ikke uden Taarer mindes hans Fremfærd mod gamle Cammermeyer, der maatte resignere for at give Plads for Biskopens Søn, Christen Brun.
Johan Sebastian Cammermeyer var født i Kjøbenhavn 11te April 1730, blev Student 1750 og theologisk Kandidat 1754, kom samme Aar til Bergen, hvor ban nogen Tid levede af at informere og prædike, indtil han 1759 blev kaldet til personel Kapellan hos Sognepresten til Fane, Nabokald til Bergen. Efter en velsignelsesrig Virksomhed her tog han Afsked 1765 og drog til Kjøbenhavn for at sollicitere. Efter Skik og Brug fik han sig en Talsmand i Hofprædikanten F. Qvist, og fik allerede det følgende Aar 1766 Ansættelse som residerende Kapellan til Sund, et af de ubetydeligste og tillige mest besværlige Embeder i Bergens Stift. Her blev han i 9 Aar, indtil han 1775 fik det residerende Kapellani ved Korskirken i Bergen. Han skal have været en alvorlig, grundig og nidkjær Prædikant, opdragen i Pontoppidans Skole, hvis Grundsætninger han ogsaa gjennemførte i sit Liv. Der fortælles saaledes, at da han var personel Kapellan paa Fane, hændte det, at han en Aften kom ud i Drengestuen, hvor han fik se Folkene sidde og more sig med Kortspil. Han tog stille og rolig sit Lommetørklæde op, greb for ikke at besmitte sine Hænder – med dette fat i Kortene, kastede dem paa Ilden og fjernede sig. En saadan alvorsfuld og nidkjær Prestemand maatte indgyde Respekt, hvor han kom, og det kan ikke forundre, at den overtroiske Almue ansaa ham for at være en af dem, som kunde mane Djævelen o. s. v.
