henholde os“, ligesom „Klokkeren til denne skulde meddele alt ved hver Forretning“.
Provsten udførte den biskopelige Befaling, og Normann rejste ind til Byen og underrettede Bispen derom. Men nu indløb en Liste fra Larsen og samtidig et Brev fra Klokkeren til Normann med Klage over Sognepresten, og det af en saa alvorlig Natur, at Biskopen vilde „nødes til strax at suspendere Hr. Larsen og indberette Suspensionen til Regjeringen, dersom Indholdet maatte befindes at være Sandhed“. L. har vel kunnet klare fra sig de her omhandlede Klagepunkter, som ikke kjendes, thi nogen Suspension sees ikke at være sat iverk. Hans indgivne Mandskabsliste er vel ogsaa bleven tagen for god. Det var imidlertid kommet til en Afgjørelse i den ulykkelige Larsens Skjæbne, og der ventedes kun en Anledning, for at hans uprestelige Forhold kunde blive aabenbart, og han selv blive removeret.
Biskop Brun havde gjerne villet skaane ham og vilde det fremdeles, som det sees af hans Fremgangsmaade; men Sandheden var ham hellig, og han holdt den i Ære, medens han handlede i Kjærlighed Larsens Døtre, der saa troligen havde hjulpet med at forøge Forstyrrelsen paa Prestegaarden, havde den Dristighed at indgive Ansøgning om, at en Gaard af det beneficerede Gods maatte indrømmes dem til Beboelse, naar deres Fader var død. Da denne Ansøgning kom til Biskopens Erklæring, skrev han, at „Hr. Larsen og Døtre have ved forstyrret Huusholdning saaledes ødelagt Prestegaarden, at denne ikke er beboelig for nogen, samt at denne Faders og disse Døtres Forhold ikke fortjener at understyttes af Staten“. Kirkedepartementet afslog naturligvis Ansøgningen og paalagde ved samme Lejlighed under 7de Decbr. 1815 Biskopen „nøjagtigen at oplyse saavel fornævnte Prestegaards rette Tilstand, som bemeldte Sogneprests Embedsforhold“. Ved at meddele Provst Hertzberg dette, beder Bispen, at han,
