havt den rette Klarhed over hvad „der ikke maa forsømmes“. En Kaptejn Bætzmann havde paa Embeds Vegne affordret L. en Liste over unge Mandskaber i hans Prestegjeld, og denne kom aldrig, saa Kommandanten i Bergen, General Lowzow, tilsidst maatte henvende sig derom til Biskopen. Brun skriver da 29de Maj 1815 til Larsen: „Jeg raader Deres Vhed alvorlig og med mueligst Hurtighed og Nøyagtighed til at fyldestgjøre, hvad Hr. Kapt. Bætzmann med fuld Ret har fordret af Dem, og De ex officio uvægerligen strax burde expederet. Var Alderdom eller Sygdom til Hinder, maatte De formane Hr. Normann til at gjøre, hvad De ikke kunde. De seer af indlagte Brev til Hs. Excellence (Lowzow) og Hs. Exell.’s Brev til mig, at jeg er sat i den ubehagelige Nødvendighed at begegne Dem som en overhørig Undersaat. Det skal glæde mig, om De nu ved det befaledes Expedition tillige nogenlunde kan godtgjøre, at det Passerede kun har været Skrøbeligheds Synd. Naar den hosfølgende originale Mandtalsliste er forsynet med enhvers Døbe- eller Dødsdatum, maa De prompte besørge den med expresse Bud, om ikke Posten gaaer netop paa den Tiid, indsendt til mig“. – Dette Brev sendte Bispen til resid. Kapellan Normann med Paalæg at han skulde sende det med 2 Medhjælpere til Larsen, der skulde give dem Listen paategnet tilbage. Skulde Larsen negte at adlyde, maatte dette bevidnes af Medhjælperne og anmeldes af Normann. Skulde Sygdom eller Alderdom hindre, havde N. at affordre ham Ministerialbogen og selv udfylde Listen. Larsen lovede Bispen, at Listen „prompte“ skulde blive leveret, men den var endnu ikke kommen den 23de Septbr., da Kaptejn Bætzmann atter beklagede sig hos Bispen. Denne beordrede nu 25de Septbr. Provsten, Chr. Hertzberg, til at begive sig til Os, affordre Larsen Ministerialbogen og overlevere samme til Normann, „til hvem“, skriver Biskopen, „vi herefter i alt Sogneprest vedkommende ville
