fordi 300 begjære det, forandrer ikke Handlingen. Sige til dem: Jeg vil være uden Ansvar, vilde jeg hos en anden kalde taabeligt; hos Dem er det Forbrydelse, thi De er ikke taabelig. Men da De har angivet Dem selv, vil Jeg denne Gang lade, som jeg er uvidende om det Passerede, ikke for at skaane Dem, men fordi Jeg veed, at all Forargelse forarger meere og fleere, jo større Publicitæt den faar“. Det sees af samme Skrivelse, at flere Prester og Kirkeejere havde spurgt, om hvad de skulde gjøre i saadan Nød, som nok dengang maa have været temmelig almindelig i Landet. Biskopen raadede til at blande Vinen med Vand, „da der jo er Vand i al Vin“, – i den Grad, at man kunde gjøre 1 Flaske Vin til 4, naar den var god. Skulde Kirkeejer og Menighed ikke alligevel kunne bære Byrden – man betænke Krigen og den voldsomme Pengeforandring i dette Aar –, saa antyder han, at „Præst kunde i klog og beskeden Tale formane Menighed til i denne Krigens og Trængselens Tid at nøyes med en Gang Communion om Aaret“. – Pastor Normann fik ved samme Lejlighed en skarp Forespørgsel om sit Forhold i denne Sag, og om han havde misbrugt sin Biskops Navn paa den anførte Maade, og hermed synes Sagen at være døet hen.
I 2 Aar sad Larsen endnu paa Os, førend Uvejret brød løs over ham. Aarsagen til Biskopens Skaansel mod ham aabenbaredes paa det sidste. „Han har prædiket Evangeliet“, skrev Brun til hans Provst Christian Hertzberg, og Biskopen vidste vel, at han i hin Tid, da ikke alene Krigens Trængsel hvilede over Landene, maatte sætte Pris paa en Evangeliets Forkynder, om han end havde sine store Skrøbeligheder med Hensyn til dets Efterlevelse. Derfor kunde han endog bære en pastoral Overtrædelse, som den ovenanførte Han kunde nok have Grund til at frygte for en Eftermand, som ikke vilde prædike Evangeliet. Hvad der blev Larsens Ulykke, var Uorden i den gejstlige Forretningsførelse. Han har ikke
