vilde nu benytte Lejligheden til at blande sig i de ham uvedkommende Forretninger. Han kom til Prestegaarden paa 1ste Pintsedag, fordrede og fik Enrums-Samtale med den konstituerede Sogneprest, og Samtalen endte med, at denne „fik sine Convulsioner“. „Dette“, skriver Brun, „efterlader ingen god Fordom mod Dem, som i alle Henseender er det stærkeste Partie. Det vil være Dem selv mindre gavnligt end ham, om De begegner Sønnen med Mal-Conduite, lignende den mod Faderen. Jeg raader Dem alvorlig, kjære Hr. Larsen! vær omhyggelig for at overholde Aandens Enighed i Fredens Baand med Deres Collega!“
Det maa vel have været Biskopen om at gjøre at faa Larsen fjernet fra et Embede, hvor han saa let kunde støde an; hans Levnet maa vel ikke endnu have udfoldet sine Skyggesider i den Grad, at det var umuligt at befordre ham, thi i 1805 erholdt han Os Sognekald, et af de bedste Embeder i Stiftet, efter den samme Aar afdøde fromme Gerhard Sandberg. Vi kan ikke gaa i den Grad ind i Privatlivet, at vi kan give en Skildring af det Liv, han her førte. Han forfaldt til Drik, dog neppe i nogen høj Grad, men den Maade, hvorpaa han levede, blev hans Ødelæggelse, og han afgav et sørgeligt Vidnesbyrd om Sandheden af Apostelens Ord 1 Tim. 3, 5. Han var Enkemand og levede paa sin Prestegaard med et Par Døtre. Det Stel, som her fandt Sted, kan ikke beskrives. Der fandtes ikke i Prestens Hus et laasfærdigt Rum, en Skude, Skatol eller Skab, hvor Papirer eller Penge kunde gjemmes. Engang havde han dog faaet fat paa en Kuffert og havde her nedlagt, hvad han havde under Hænder, men da han skulde hen og udtage Noget af dens Indhold, fandt han Bunden udslaaet og alt borte. Intet Under, at Prestegaarden ved hans Afgang var ubeboelig. Bordklædningen paa alle dens Huse var borte; den havde gjennem Aarenes Løb tjent til Brænde, efterat Skoven var raseret.
