børlige Agtelse“. Med den lettere Adgang til at faa en uduelig eller skrøbelig Prest fjernet, som hine Dage frembød i Sammenligning med vor Tid, har vel den Biskop, der var og blev en Evangeliets Forkynder, kjendt det store Ansvar, han vilde paadrage sig ved at skille Prest og Menighed. Han har vel ogsaa kjendt til, at det er i sin Naade. Gud stundom tager Hyrden fra en Menighed og giver den en Lejesvend isteden, at den skal omvende sig og mindes, hvad den ejede i hin. Har man denne Tanke, saa er det vel ikke raadeligt at være for rask med at fjerne Lejesvenden. Man stod jo da i Fare – som Fresenius siger – for at faa en Ulv i Lejesvendens Sted[1].
Blandt de Presten som det kunde synes, at Biskopen burde have fjernet, var Christen Larsen, der var offentlig ansat Lærer i Bergen, medens Brun endnu var Sogneprest til Korskirken. Han var vel ikke uden Dygtighed, og skjønt hans Deltagelse i Selkabslivet vel ikke altid var maadeholden, maa dog vel hans Liv i det Hele have været ustraffeligt, siden Biskop Irgens kunde anbefale ham til gejstlig Ansættelse, dog med den Tilføjelse, at han hinde ansættes i et andet Stift. Han blev 1792 residerende Kapellan til Hougs og ordineret med Biskopens Søn, Markus Frederik Irgens, resid. Kapellan til Indvigen, samt Iver Munthe Daae, resid. Kapellan til Ejvindvik.
Paa Hougs kom Larsen i Strid med sin Sogneprest, den ærværdige Michael Stub Arentz († 1799), hvem han efter Biskop Bruns Skrivelse af 14de Mai 1799 havde „begegnet med Mal-Conduite“, i hvilken Anledning han var „bleven admoneret“ af Biskop Irgens. Da Sognepresten var død, konstituerede Brun hans Søn og personel Kapellan, Fredrik Michaelson Arentz, i Embedet den 8de April 1799, og Larsen
- ↑ Joh. Phil. Fmmm Pastoralsammlungen. Frankfurth und Leipzig 1748. I. p. 132.
