sin Vilje igjennem i en Sag som denne, og han har vel derfor ved en Forklaring eller et Løfte faaet den bragt til en for ham forholdsviis heldig Afslutning. Biskopen har dog maaske netop ved det Indblik i Mandens Standpunkt, som denne Begivenhed gav ham, fundet sig foranlediget til at standse ham paa Befordringsvejen, indtil han omsider, da hans Fattigdom var bleven stor og maaske hans Standpunkt forandret, fik et af Stiftets ubetydeligste og haardeste Kald. Som oftere Tilfældet med rationalistiske Prester i den Tid, var han en ustraffelig Mand i sit Levnet. Berørende hans fortrykte Stilling skriver Biskop Brun om ham i et privat Brev af 22de August 1812: „– Denne Mand smager aldrig Brændeviin. Det er et Guds Miracel. Jeg sporer af alle hans Ord og Gjerninger i alt, hvad Embeds Sag vedkommer, Manddom, Orden, Sagtmodighed. Han betænker sig, førend han taler, og taler bestemt, han leer ikke meget, men synes med en stille Aand at begegne enhver Livets Ubehagelighed“.
„Biskopen maa ikke vide alt“, sagde gamle Balle[1], og hans trofaste Broder og Beundrer paa Bergens Bispestol synes at have gjort denne hans Ytring til sin og at have været meget bange for at kompromittere sit Embede. „Hr. Broder er gammel Præst nok“, skriver Brun i sin Alderdom, 21de Oktbr. 1814, til den ovenomhandlede F. M. Arentz, da Sognepræst til Hosanger, „for at vide uden min Erindring, hvor nødvendigt det ofte bliver at lempe sig efter en og anden Egenraadighed; at see igjennem Fingre med smaae Uordener og aldrig at gjøre Embedsmyndighed gjældende, uden hvor man har urokkelig Grund at bygge paa. Ved at blive elsket af sin Menighed fremmes bedst Guds Ære og Embedets til-
- ↑ J. Möller: Balles Levnet og Fortjenester. Kjöbh. 1817 p. 263.
