sig tilbage fra Guds Naade, at ikke nogen Bitterheds Rod, som maatte fremvoxe, gjør Spliid, og Mange skulde ved den besmittes. Ebr. 12 c. 14. 15“.
Hermed sluttede denne Sag, og der høres ikke mere siden til nogen Uenighed paa Volden. Den gamle Provst Bødtker havde dog ikke mange Levedage igjen, thi han sees at være død i 1802 eller Begyndelsen af 1803, og Rodtwitt bestyrede Kaldet i Naadsensaaret. Det blev denne Mands Led at flytte rundt om i Stiftet som ledig personel Kapellan i flere Aar. Vi finde ham endnu som saadan fungerende i Naadsensaaret i Leirdal 1812. 1813 eller 14 blev han Sogneprest til Vanelven[1], hvor han døde efter en kort Funktionstid. Han er, saavidt man kan se af Kopibogen for Biskop Bruns Brevvexling med Stiftets Presteskab, den eneste Prest i Stiftet, hvem Almuen i hans Embedstid anklagede for Vranglære. Det er ikke ganske klart, om det har været en formelig Anklage eller en mundtlig fremført Beskyldning, der foranledigede Biskopen til 4de Aug. 1804 at sende ham følgende Skrivelse: „Ikke officiel er endnu den Indberetning, som foranlediger dette Brev, og Jeg har paa en Slags Maade forekommet, at den ikke skulde blive det, af Frygt for, at den ved Undersøgelse maaskee maatte befindes strafværdig og da for Deres V.hed af alt for vigtige Følger. Endnu er det mig mueligt at antage, at blot er uforsigtigt Udtryk af Dem er misforstaaet af Bønder, og hvorimod Jeg altsaa kun ved denne min Skrivelse har broderlig at advare. Bønder fra Kintzervig ville nemlig paastaae, at De fra offentlig Talestol skal have prædiket mod Jesu forsonende Død og udtrykkelig negtet imputationem justitiæ & meriti Christi, hvorved De altsaa havde brudt det hellige Løfte, De med Haand og Mund gav mig i mange Vidners Nærværelse, og lært mod den Eed, De siden
- ↑ efter Peder Schreuder, Biskop Hans P. S. Schreuders Farfader, der döde 1813.
