Forhør, og hvad Udslag det høy kongelige Danske Cancellie, som Eders og min høyeste Øvrighed næst Kongen, har givet derpaa, viide I vel allerede nu, førend dette indløber. Jeg har altsaa gjort, hvad jeg burde og kunde, og har intet mere med denne Sag at gjøre. Vilde I nu gaae videre, eller hvorhen 1 ville gaae, det bliver Eders Sag; kun raader jeg Eder kjærligen til Roelighed og Fred, baade fordi jeg er vis paa, at høy bemældte Kongelige Danske Cancellie, som intet Ord skriver uden med Maiestætens allernaadigste Bifald, nok vil og kan forsvare sin givne Beslutning. Saa og fordi jeg nødig vilde, at mine Norske Landsmænd skulde mistænkes af Regjeringen for at være saa ildesindede, som Jørgen Rasmussen Folkestad [til hvem Brevet er stilet] viiser sig at være det i det af ham mig tilskrevne Brev. Visselig, Eders Brev er ikke vakkert. I ere, skriver Jørgen, sørgelig modstaaet og etterstræbet. Det er jo ikke sandt, I have udvirket Provste-Forhør. I klage endnu, I modsætte Eder endog kongelige Rettigheder; thi Kongen har Ret til at sætte til Præst, hvem Han vil og hvor Han vil, og alle skikkelige Folk adlyde, skjønt ikke alle finde sig lige velholdne med den, de faae. I hade, det er Sagen, og Had er uchristeligt, naar endog Næstens Brøde var større, end den gamle Bødtkers mod Eder. – Forlader, siger Christus, saa skal og Eder forlades, Luc. 6, 37. Provst Bødtker, som den af Eder anklagede, behøver ret, det er sandt, Guds Naade og Kraft for at kunde af Hjertet tilgive, men det haaber jeg af Hans rigtige Oplysning om Christi Sindelav, og værst for Ham selv, om Han hader. Men at I ikke vilde annamme Sacramentet af ham eller Hr. Rodtwiig er ikke aleene aabenbar Opsætsighed mod Lovene, men strider og mod Tingens Natur. Ansee I Sacramentet for hvad I bør, for en Naadesbesegling af Gud, saa kommer det ikke an paa den forrettende Præst, men Eders eget Indvortes, hvad enten det skal blive Eder til Velsignelse
