ærværdighed holdte og indsendte Provsti-Forhør nødes jeg at give Dem følgende alvorlige Tilrettesættelse. De har negtet Berettelser, hvor det er sandsynligt, at De med Anstrængelse kunde forrettet dem. De har ladet altfor ofte blive Messefald. De har fordret Betaling uden Lovens Hjemmel og ikke havt Omhue nok for Ungdommens Veyledelse til Confirmation. Svagelighed og Alderdom undskylde vel, men retfærdiggjøre ikke. Det er vor Pligt at lide ondt endogsaa, som gode Jesu Christi Stridsmænd, og med mueligste Føyelighed og Velvillighed at vinde vore Tilhøreres Hjerter. Jeg haaber, at Hr. Provsten opoffrer den svage Rest af Deres Dage hertil og arbeyder paa, at De kunde døe af Deres Menighed velsignet. Det vil paaligge Dem at underrette mig skriftlig om, at De denne min Tilrettesættelse har modtaget“. I et samtidigt Brev søgte han end mere at formilde det Indtryk, der jo – navnlig for en gammel Mand – altid maa følge en officiel Tilrettevisning: – – – „Over den af Cancelliet befalede Admonition behøver De ikke at ærgre Dem. Men mig kan De takke, at jeg undgik den Befalning at meddele Almuen Copie af Admonitionen. Gud hjælpe Dem nu med fornøden Styrke, til De kan faae personel Capellan“. En saadan var ogsaa nylig bleven den Gamle beskikket i Kandidat Lars Rodtwitt, der blev udnævnt efter hans Ønske, omtrent samtidig med ovennævnte Kancelli-Resolution, medens den ophidsede og forbitrede Almue havde sendt en „Contra-Ansøgning om at faa Arentz“. Til Bruns Glæde kom denne saa sent ind, at der alene af denne Grund ikke kunde tages Hensyn til den. Han melder ham sin Glæde derover i et Brev af 15de Aug. 1800, hvori han tillige griber Lejligheden til kjærligen at paaminde den Gamle om hans Pligt: „Men kjære bedste Hr. Provst! I 2 Aar ingen Confirmation? En Samling af cirka 200 Børn at læse for i Chor-Døren – hvorledes kan man veritim oplyse denne Skare, at
