Erklæring, men at den Gamle ikke har villet modtage samme uden i en bestemt Form og i Vidners Overvær. Med en saadan Erklæring vilde sandsynligvis Striden have været bilagt, og Biskopen „vilde ikke have spurgt: hvorledes“. Nu derimod blev Følgen, at Bønderne indsendte en Klage, som Biskopen tydelig nok antager foranlediget ved Arentz. Idet han sender den til Sogneprestens Erklæring, skriver han nemlig 11te Febr. 1800: „Ikke ere indlagte 3de Breve mig vigtige, uden forsaavidt de ere Hr. Broder ubehagelige; thi jeg seer strax, at de ere opkaagede Virkninger af visse Folkes (Arentz?) høyst uværdige captatione auræ popularis, men for min Sikkerheds og for Formens Skyld maa jeg bede mig dem tilbagesendte med Hr. Broders Erklæring“. Ligesom Biskopen imidlertid kjendte til Provstens Svaghed og vidste, at det vilde være ham lidet gavnligt, om denne Sag blev dreven til det yderste, saa søger han fremdeles at faa Sagen bilagt i Mindelighed. „Kjære Hr Broder og Ven!“ skriver han, „kan De, alt skulde det koste Dem nogen Selvfornegtelse, underrette mig om sluttet Fred mellem [Dem] og Hr. Arentz, saa behøves ingen videre Forklaring, saa bliver Almuen roelig. De veed, hvor vanskelig man combatterer med vrangviis og tildeels forført Almue. Ved Provste-Ret vil dog altid møde Dem dræbende Ærgrelse, medens den unge uforstandige Mand forskjærtser sin Lykke“. – Med denne vilde Biskopen endnu engang forsøge, om det ikke skulde være muligt ved den biskopelige Myndighed at bringe ham til at fare viseligere frem. Samme Dag skriver han til ham: „Det er ikke min Pligt at besvare Alt, hvad der falder Dem ind i ledige Timer at tilskrive mig, men Deres at adlyde mit officielle Brev af 18de Decbr. f. A. Deres egne Breve indeholde Anklagelser imod Dem. Tving mig ikke til at fremlægge dem, hvor de kunde skade. Deres Forlangende at prædike Nyeaarsdag i Ørsten, Deres Ambassade siden i Præstegaarden i Spidsen
