Sag for nogen Ret paa Jorden. Og selv Pontoppidan har Uret, naar han blandt flere Maader at dræbe sin Næste paa ogsaa nævner Ansigtets Gebærder. Maaske jeg selv, Øyenvidne til Provstens Handling, havde anseet den uanstændig, men jeg havde som Superieur vel taget mig vare for derfor at tiltale ham ex officio, da ingen Ting er saa vilkaarlig som Anstændighed Overalt: har Provsten gjort dette paa en uanstændig Maade, saa har han dog ikke fornærmet Dem, men sig selv, især om Almuen derover blev vaer nogen hans Misnøyelse over Gaver til Dem, og sandelig, det vilde ikke formindske Menighedens Goddædighed“. Med „Bekymring“ havde Biskopen læst Arentz’s Besværing, men han havde dog skrevet med Haab, om at Uenigheden kande udjævnes, naar A. som ung Mand lempede sig efter den gamle. Dette Haab begyndte at briste, da Provst Bødtker snart efter indsendte sin Skildring af Forholdene, og nu gaar ogsaa Biskopen over fra den faderlige Formaning til Udøvelsen af den biskopelige Myndighed mod den unge Prest. Under 18de Decbr. 1799 skriver han til Arentz: „Da Deres Velærværdighed aleene plaiderede Deres Sag i Deres eget Brev af 28de Novbr., maatte jeg i mit Svar af 11te ds. endog misbillige Deres Overilelse. Nu efterat have modtaget den gamle og høyst fornærmede Provst Bødtkers Beklagelse af 4de dennes, finder jeg Deres Konduite saadan, at jeg raader dem alvorlig i Mindelighed at bede Oldingen om Forladelse, og befaler jeg Dem hermed strax at tilbyde Deres Tjeneste, hvor og naar Provsten i Embeds Sag det forlanger. I Mangel deraf befaler Jeg Provst Baade at tage Provste-Forhør over det Passerede hvilket Jeg da maa indsende til det D. Cancellie, og dette kunde lettelig lægge et Stød i Veyen for Dem, hvilket ikke mange Aars gode Forhold og Fliid var istand til at afværge“.
Der er i Skrivelse til Provst Bødtker af 7de Marts 1800 Antydninger til, at Arentz har villet gjøre sin Sogneprest en
