Side:Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge - Niende Bind (1866).djvu/459

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
455
Bidrag til Biskop Joh. Nord. Bruns Karakteristik.

sin gamle Sogneprest, Provst Bødtker, der synes at have været en ret dygtig, men magelig og vranten gammel Mand. Da han var bleven gammel og trængte til Hjælp i sit Embede, fik han den ledige personel Kapellan Frederik Michaelsen Arentz til midlertidig Kapellan. Denne Mand var lige svag fra Evnernes og Kundskabernes Side. Sine første Embedsaar havde han levet som Kapellan hos sin Fader, Sogneprest Michael Stub Arentz, en Broder af Professor Fredrik Arentz, en Mand, der efter Bruns Vidnesbyrd „foer frem for Sandheds Skyld med Sagtmodighed og Retfærdighed“. Havde Frederik Arentz længe kunnet leve under denne værdige Faders Vejledning, saa var han maaske bleven i alle Fald en brugbar Herrens Tjener, men nu gik han kun frem til større og større Udygtighed, og maatte tilsidst som aldeles uduelig tage Afsked. Han var kommen til Volden før Visitatsen der og havde taget Almuens Parti mod dens Sogneprest. Istedetfor nu, efterat Biskopen havde dæmpet Almuens Misfornøjelse at bidrage sit til fremdeles at berolige Menigheden, „vidste han at tilvende sig en Indflydelse hos den, medens han til samme Tid paa Grund af „domestique Ubehageligheder og den Vanskelighed, som følger Alderdom“, blev uenig med den gamle Sogneprest, og det i den Grad, at han flyttede ud af hans Hus og frasagde sig al Tjeneste i og udenfor Kirken. 18 Bønder af Menigheden sendte under 2den Decbr. 1799 et Brev til Biskopen, som „til dennes Glæde bevidnede Almuens Tilfredshed med Arentz“, efterat denne den 28de Novbr. havde indsendt en Besværing over sin Sogneprest, hvem han forlangte stillet for Provsteret. Paa dette svarer Biskopen under 11te Decbr. 1799: „– – – Hvad er det for et elendigt Gravamen, hvorover De forlanger Provste-Ret? At Provsten slængte Kobberpenge, dem tilhørende, paa Alteret. Er deri nogen Brøde? – – – Vredagtig Mine – den straffer man Børn for. Men en Mands Ansigtslader blev end aldrig