„For den gode Mening i Hr. Provstens Lykønskning takkes venskabelig, endskjønt den nærværende Lykke kun bestaaer i flere Forretninger, og for Fremtiden vil man vist vide, at Bispestoele tilligemed alle de øvrige Hierarchiets Attributter skal udryddes af Christenheden“.
Hvor Brun som Biskop maatte skride ind, skede det, som sagt, med kjærlig Skaansel, naar dertil var Anledning, navnlig ligeoverfor gamle Prester, – med den Kjærlighed til Almuen, som han havde bevaret fra sin Barndom og sin første prestelige Virken, men ogsaa med et myndigt Alvor, som ikke kunde misforstaaes, hvor dette gjordes behov. At han kunde drive sin Skaansel for vidt, og at han som de Gamles Ven stundom har lukket sine Øjne, hvor han som deres Biskop burde have havt dem oppe, tør vi med nedenstaaende Begivenheder for Øje ikke negte. Vi finde maaske her et Mærke af Tidens Aand hos denne Biskop, der var dens ivrige Modstander i sin Forkyndelse, og det maa vel indrømmes, at hans Blik var mindre klart i Henseende til Forholdet mellem Sandhedens Lære og Sandhedens Liv. Skjønt Tiden var Embedsmagten gunstig, og Presterne i de afsides Dale visselig kunde tillade sig meget og mangt, synes dog Almuen ikke saa sjelden at have benyttet sin Ret til at klage over Presterne i hine Dage. Det hang vel sammen med de paa dere Kanter i Landet gjorte Erfaringer, at Klager, fremførte endog for Majestæten selv, ofte havde baaret gode Frugter[1], ligesom ogsaa med den slappere Kontrol med de underordnede Embedsmænd, som følger af den absolutistiske Regjeringsform. Hvor Klagerne kom, søgte Bispen at mægle Fred, og det har vist ofte lykkedes ham ved den vennesæle Maade, hvorpaa han omgikkes Bønderne. Det lykkedes ham ogsaa ved Visitatsen i Volden 1799, da Almuen fremførte Klager over
- ↑ Sars, Norge under Foreningen med Danmark. Nord. Univ. Tidsskrift.
