eller havde Skin deraf, maatte fremkalde hans Antipathi, og denne havde sikkert en væsentlig Indflydelse paa hans Betragtning af Haugianismen, med hvilken han i det Hele følte sig beslægtet, uagtet han blev staaende udenfor den, og uagtet han ikke gad indlade sig paa en Gjendrivelse af den Sværmer-Titel, som Stiftets Prester gjerne gav dens Tilhængere.
Ligesom hans Opdragelse var skikket til at udvikle ham til en sand mandig Karakter, saaledes maatte den ogsaa, som sagt, gjøre ham til en Mand, der med Ydmyghed underkastede sig under Gudsordet. Det kan derfor ikke overraske, naar vi hører ham omtale paa engang som den myndige Personlighed og den saare elskværdige Mand. En ung Biskop – Brun var 52 Aar, da Bispeembedet blev lagt i hans Hænder –, især en Mand af hans Egenskaber, der stod ved Bispedømmet som en vunden Sejer, maatte nok især i denne Embedsmagtens gyldne Tid kunne falde for Fristelsen til at agere Skolemester over de ham undergivne Prester, til ved enhver Lejlighed at fremtræde med et „her er Bispen“. Ser man derhos hen til Forholdene rundt omkring ham, saa var der vistnok Fristelse til baade at bruge Myndighed og til at misbruge den. Ved at gjennemgaa Bruns Embedsskrivelser vil man dog finde, at han under hele sin Funktionstid gjorde det til Sandhed, hvad han skrev til en af Bergens Sogneprester (16de Juni 1806): „Jeg haver for Skik at skye, hvor det kun er muligt, Benyttelsen af Myndighed“. Han skyede den ikke af nogen kjødelig Lyst til Fred, men af kjærlig Skaansel, navnlig mod de gamle Prester i Stiftet, hos hvilke han kunde finde en lang og tro Tjeneste, om den end nu ikke mere bar den Frugt, som i deres yngre Dage. Vi finde ingen Iver for at taa dem til at træde tilbage og give Plads for yngre Kræfter. Han vidste vel ogsaa, hvad han havde, men havde al Grund til at frygte, for hvad han kunde faa igjen. Han levede jo i en Tid, da han kunde skrive til en Provst (Rørdam, 4de Novbr. 1797):
