som man kunde fristes til at kalde storslagen. Det er vel hævet over al Tvivl, at han var en af de Naturer, som var skabt til at byde og raade, og at han kun lidet vilde have fundet sig tilrette i en underordnet Post, hvilket vel ogsaa lader sig se af hans Forhold til Biskop Irgens. Han havde levet en Barndom, der i høj Grad maatte udvikle ham til den mandige Karakter, han lige til sine sidste Dage blev. I sit landlige Hjem var han ved en from Moders Side opvoxet med Bibelens Læsning, saa han 11 Aar gammel havde gjennemlæst den 2 Gange. Herved maatte Grundvolden lægges til den Bibelfasthed, som udmærkede ham gjennem hele hans Embedsliv, – vel ogsaa, til den ydmyge Underkastelse under Bibelordet, som er en Herrens Tjener værdig, og som gav ham det Mod, hvormed han hævdede Sandheden midt i Rationalismens Tidsalder. Dette hans Barndomsliv, der saaledes beaandedes af Herrens Ord, var aldeles frit for enhver aandelig Sygelighed, skjønt det faldt i en Tid, da saadan ikke var sjelden hos dem, som med Alvor syslede med Herrens Ord. Vi se ham i Gutteaarene sværmende for alle de Sysler, der høre disse til. Han vilde være Militær, var snart den ypperste Skiløber, Jæger og Fisker. Opdragen ved Bibelen og Naturen, maatte han i Sandhed udvikles til at blive en Mand i Ordets egentligste Forstand. Da han saa blev fremtrukken i Skolen, og hans Æresfølelse vaagnede med Kraft, kunde han ogsaa med en Kraft, som i disse Aar er sjelden, samle sig Kundskaber og uddanne sin af Naturen lyse Aand.
Ligesom Brun var opdragen til Troen uden nogen Tvang og under Tilfredsstillelse af Barnenaturens Krav, saaledes maa vi ogsaa vente at finde ham bestandig fremmed for enhver aandelig Sygelighed. Alt, hvad der var svagt, „blødagtigt“[1]
- ↑ H. N. Hauges Levnet og Rejser. Kristiania 1816. p. 71.
