Prestegaard hos Sogneprest Anders Daae. Da bragte Posten et Brev. Brun læste det, lagde det ned, tog det igjen og læste det atter, og da han atter lagde det fra sig, skede det med de Ord: „du Hauch, du Hauch, du bliver dog den samme!“ Stiftsbefalingsmand, Kammerherre Hauch (Digteren J. C. Hauchs Fader) havde været hans store Velynder i Bergen. Han var nu bleven Stiftsbefalingsmand i Sjælland, og ved sin Indflydelse havde han udvirket, at Brun blev udnævnt til Biskop i Rang med den virkelige og med Succession i hans Embede. Da Brun vendte tilbage til Bergen, var den officielle Meddelelse herom kommen til Biskop Irgens. Brun kom op til ham. „Sæt Dem ned“, sagde den Gamle og overrakte ham Brevet. Saa ringede han, og ind kom hans Datter og modtog sin Faders Befaling, at hente hans bedste Silkesamarie. Da den var bragt, og Datteren havde fjernet sig, tog den Gamle tilorde: „det har mangen Gang været graat imellem os, Hr. Brun, men nu faar vi henstille alt til ham, som dømmer deroppe, og imidlertid beder jeg Dem modtage denne Kjole og bære den til Minde om Deres gamle Biskop. Paa mig kommer den aldrig mere“. – Hvad Brun svarede, er nok glemt. Man kan maaske slutte sig dertil af det skjønne latinske Epitafium, han satte over sin gamle Biskops Grav.
At Johan Nordahl Brun var en myndig Mand, er blevet sagt saa tit i Skrift og Tale, at vi vel neppe kan tvivle derpaa. Hans politiske Optræden i de sidste Aar af hans Liv, da han med den mest brændende Iver fulgte de skjæbnesvangre Begivenheder, satte Mod i Folket og ved sin personlige Magt drev sine Medborgere til Handlinger, der mere vidnede om Djærvhed end om politisk Klogskab, tyder jo ogsaa paa en Indflydelse i den Kreds, hvori han var stillet, som ikke kan opnaaes uden ved en Karakterens Myndighed,
